Jeg er gået i gang med at læse Slægten, en fortælling der følger familien Dane og strækker sig over mere end 1000 år og 20 bøger. Umiddelbart er jeg ret stor fan af konceptet. En historiker der elsker historiske romaner, what a surprise, men selve formatet tiltaler mig også. Det er en skøn idé at kunne være en flue på væggen gennem hele Danmarkshistorien, og det er fedt at jeg i det næste meeeget lange stykke tid ikke behøver spekulere på hvilken bog jeg skal læse næste gang. Ikke at det var noget jeg som sådan lå søvnløs over, men ind i mellem er det bare rart når andre gider tage beslutningen for en. Ligesom med flow-TV…

Bøgerne er skrevet af en række forskellige forfattere, og indtil videre har jeg kun læst den første, som er skrevet af Maria Helleberg. Er man fan af historiske romaner er man næppe kommet uden om Maria Hellebergs mastodontiske forfatterskab, og jeg har da også selv tygget flere af hendes romaner igennem. Det har egentlig været en fornøjelse, men efterhånden som jeg er kommet igennem flere af hendes bøger må jeg nok erkende at der lige så stille går for meget Barbara Cartland i fortællingerne. Hellebergs evige fokus på kærlighed og romancer kendetegner således også den første bog i føljetonen om Slægten Dane og det kedede mig sgu en smule.

Heldigvis er Maria Helleberg også god til at formidle historie, og særligt beskrivelsen af hvordan Knud den Hellige kom af dage i kirken i Odense var fremragende. Historiske romaner kan især noget særligt når de beskæftiger sig med steder man selv har besøgt eller ting man har et særligt forhold til. Det er netop fiktionens formål at drage en ind i fortællingen, så fortiden kommer ind under huden på en helt anden måde end hvis man læser om samme emne i en klassisk historiefremstilling. Jeg følte mig i hvert fald hensat til dengang jeg selv stod i Skt Knuds kirke i Odense.

Nu er jeg gået i gang med bog nr 2 skrevet af Majken Bloch Skipper – og den tiltaler mig allerede lidt mere.