Som jeg skrev i dette indlæg, håbede jeg virkelig at jeg i år kunne snøvle mig afsted til nogle arrangementer i forbindelse med Århundredets Festival. Jeg synes det er sådan et fremragende arrangement, men desværre var der ikke meget af indholdet som  var hverken barsels- eller børnevenligt. Én ting kom jeg dog afsted til, nemlig en vidensbrunch hvor Bertel Nygaard skulle tale om revolution.

Da jeg jo hænger på Dagmar i dagtimerne, kom hun med på slæb. Hun er en velsignet sovebaby (7-9-13), så jeg turde godt have hende med som brunchpartner. Og da jeg ved at Bertel selv har små børn tænkte jeg at han nok ville være overbærende hvis hun pludselig – og mod forventning – skulle begynde at råbe op. På den revolutionære måde. Og hun blev da også modtaget som Bailey i kaffen af de øvrige gæster der, for størstedelens vedkommende, repræsenterede det grå guld. Men hvem har også ellers tid til at rende til kultur kl. 10 om formiddagen på en fredag!?

Konceptet er ret magisk: lækker brunch og oplysende foredrag. En pragtfuld kombination! Arrangementet forløb over to timer, den første med brunch og den anden med snak. Det betød at folk var færdige med at spise da formidlingen gik igang – og selvom jeg godt kan se den praktiske udfordring i at skulle overdøve folk der render efter kaffe og tygger på sprød bacon, så synes jeg egentlig det kunne have været ret hyggeligt hvis fortællingen havde foregået mens man spiste. Der er noget over dét der med at få både smagssansen og hjernen stimuleret på samme tid, som man ellers kun oplever når man har tid til at sidde derhjemme med en lækker morgenmad, en god kop kaffe og P1 i radioen. Eller Mads og Monopolet. Hvilket -aldrig- sker…

Jeg har haft fornøjelsen af at have Bertel som underviser på universitetet, og han er en aldeles fremragende formidler. Ikke bare som fortæller, men også som musiker – så med guitaren i hånden gav han revolutionshistorierne en ekstra dimension med forskellige politiske sange, både på egen hånd og ved fællessang (jeg ELSKER fællessang! Vi synger alt for lidt, IMO…). En ret fin måde at præsentere nogle egentlige kilder på ved sådan en type arrangement, hvor man ikke lige sender en arkivkasse rundt. Oplægget var ikke rigtig et foredrag, men et planlagt interview hvor Folkeuniversitetets rektor interviewede Bertel om revolution. Det var selvfølgelig rimelig planlagt, men det gav alligevel lidt mere dynamik og afslappet stemning, end hvis det havde været en mere klassisk forelæsning. Det blev nærmest en slags masterclass.

Dagmar opførte sig pænt, jeg fik wienerbrød og blev klogere, og jeg fik hilst på nogle gamle studiekammerater. Selvom Århundredets Festival således kun havde delvis andel i den samlede succesoplevelse, må jeg alligevel takke dem for et skønt arrangement.