I påskeferien havde jeg fornøjelsen af at gense Strandingsmuseet St. George, der befinder sig aller yderst på Jyllands vestkyst, i den lille havneby Thorsminde. Placeringen er ganske vist lidt afsondret, til gengæld er placeringen næsten så in situ som den kan være, når nu emnet er et forlist skib. I hvert fald indtil man kan bygge en form for sci-fi undervands-museumskuppel nede på havbunden! Hvilket egentlig også kunne være ret sejt…

Jeg har besøgt museet tidligere, dengang sammen med gode kolleger fra Center for Museologi på AU. Det er altid fedt at gå på museum med ligesindede der også kigger mere på format end på indhold, men det betød også, at jeg ikke rigtig fik studeret så meget indhold, fordi jeg havde travlt med at trykke på knapper og undersøge montrer. Jeg havde derfor glædet mig til at vende tilbage sammen med min familie – og de kunne heldigvis godt lokkes med, da vi alligevel var på de kanter. Faktisk fik jeg dog heller ikke kigget så meget på indhold denne gang, fordi formatet er så nice, men jeg kan vel læse om det der skib i en bog ved lejlighed 🙂

Noget af det mest imponerende ved museet er, hvor gennemført det er. Jeg ved ikke, hvordan museet så ud inden ombygningen, men der er næppe noget af den tidligere indretning tilbage (i så fald er det i hvert fald integreret virkelig godt!). Ofte må museer jo forny deres udstillinger løbende, og der kan derfor være stor forskel på de rum man træder ind i, som besøgende (netop det kan dog også gøre det ret sjovt at besøge fx Statens Naturhistoriske Museum i København, fordi det også bliver en meta-museologisk gennemgang af skiftende tiders formidlingssyn. Men, bevares, det er nok primært folk med galgenhumor og museologiske tilbøjeligheder, der værdsætter den form for legitimering af underfinansierede udstillingsbudgetter…). Anywho. På Strandingsmuseet har man haft mulighed for at give hele museet en gennemgående make-over, og det gør virkelig besøget til en samlet og sammenhængende oplevelse. De har formentlig sparet på noget (alt andet ville være mærkeligt i kultursektoren…), men det mærker man virkelig ikke. Der er fuld knald på lyde, lys, lugte (!) og taktile installationer fra start til slut og der er tænkt på både store og små gæster. Planche-elskerne (som fx min mand) må nok gå lidt forgæves efter de lange, dybdegående forklaringer. Til gengæld er der en del lyd- og filminstallationer, hvor man har mulighed for at sætte sig ned nogle minutter og lade sig føre med ind i en lidt mere kompleks fortælling, end hvad montreteksterne lige kan rumme. Det tilfredsstiller i hvert fald et behov for fordybning og det gør de udstillede personer meget nærværende. Det kan nemlig godt give kuldegysninger når en dygtig skuespiller læser et længselsfuldt brev op fra en bedrøvet sømand!

Men hvis man er mere til action end drama, så er havbunden under det oprørte hav lige sagen! På en kæmpe skærm, der strækker sig fra første udstillingsrum og ned i etagen under, møder man et hav der øverst er stormfuldt og med masser af bølgegang, men som er mere roligt nede på havbunden. Som havet nu engang er. I underste etage kan man så pænt stille sine sko og træde ud på sandbunden (lavet af noget meget sandlignende gummimateriale. Hvilket min sandhadende mand og børn satte stor pris på). På sandbunden kan man så gå på jagt efter skatte mens man jager digitale krabber, ål og fladfisk væk (de skynder sig nemlig at løbe væk når man sparker ud efter dem, hvilket fungerer lidt på samme måde som den interaktive runestenen på Museum Østjylland). Når der så pludselig blinker et guldsværd i sandet, en strandet skat!, gælder det om at hoppe over på det – og som man kan se på billedet, så ekselerede Estrid meget hurtigt i at spotte skatte og at hoppe på dem! Havde jeg ikke insisteret på at gå videre, havde hun formentlig været der endnu… Det var virkelig sjovt og aktiverende! Og noget af det fedeste var, at der ikke var klistret et læringsmål eller lignende i halen på aktiviteten. Måske fik hun en fornemmelse af, at hun interagerede med museets rammefortælling, men formentlig havde hun det bare helt vildt sjovt i 20 minutter (hvor jeg så i mellemtiden kunne luske rundt og se resten af montrerne i lokalet (okay løgn, jeg sad og hvilede benene lidt imens…)). Og når jeg på et tidspunkt (sikkert inden så længe) foreslår et museumsbesøg, så kan hun huske, at det faktisk var rigtig sjovt sidste gang hun var på museum. Win-win! By the way: da jeg besøgte museet første gang prøvede vi ikke denne aktivitet. Skoreolen er nemlig bygget sådan, at den ligner et hegn – og al uskreven museumslærdom fordrer derfor, at man ikke overskrider hegnet! Men det må man altså gerne 🙂

En anden fed feature i netop dette rum var mørket. Normalt er lyssætningen på kulturhistoriske museer virkelig en af mine kæpheste (hvorfor skal det altid være så dunkelt og skummelt!?), men museet har været enormt dygtige til at bruge lyssætningen aktivt og på mange forskellige måder. I dette rum er der næsten helt mørkt – men det er jo fordi, vi befinder os under havoverfladen! Derfor står der en spand med lommelygter i, og dem kan man så bruge til at gå på opdagelse i montrerne og til at læse udstillingsteksterne, som i dette rum er skrevet med sølv og derfor giver en fornemmelse af noget blankt der spejler sig i havoverfladen. Det er i virkeligheden super enkelt, men vildt godt fundet på og meget, meget fint løst. Det aktiverer gæsten på en forholdsvist uforpligtende måde, det ansporer til at man faktisk får kigget nøje ind i montrerne og det er ret sjovt at gå på opdagelse – det tilfredsstiller derfor helt enkelt flere forskellige formidlingsbehov på én gang. Klapsalve!

Og så har jeg slet ikke nået at skrive noget om resten af udstillingen, den lækre café, den indbydende legeplads og den helt fænomenale udsigt fra museets tårn! Men den opmærksomme læser fornemmer nok alligevel, at jeg er ret begejstret og at jeg uden forbehold anbefaler at man bruger en sommerdag på at køre til Thorsminde og gå på museum. Det lyder som lidt af en omvej, tænker du måske, men så skal du jo huske på, at de i grillbaren lige ved siden af museet laver meget store vaffelis med meget luftig guf, og at de lidt længere henne på havnen har et udsøgt røgeri- og fiskeforretning, hvor man kan købe al mulig røget fisk (vi købte røget hajbug!). Så det er faktisk lige på vejen til en god sommerferiedag ved vestkysten.