Jeg har for nylig fornyet mit årskort til Moesgaard. Sådan et årskort er nemlig ikke bare en økonomisk fordel når man ynder at frekventere et sted der tager sig temmelig godt betalt for sine udstillinger, det fungerer også som en glimrende undskyldning for at rejse heeele vejen ud til 18’erens endestation, sætte sig på toppen den smukke bygning og spise en is. Der er så uforskammet pænt ude ved den gamle herregård at udsigten (og isen) i sig selv er hele turen værd. Ikke at man egentlig behøver hverken entrébillet eller årskort for at benytte disse goder, men så kan man da spice sin udflugt op med lidt indhold.

Aarhus blev forkælet med lidt af en luksusgave da dørene til det nye museum blev åbnet første gang for relativt kort tid siden, og jeg er faktisk så begejstret at museet vel fortjener sit helt eget indlæg ved lejlighed. Museet er vidunderligt prætentiøst med sin overdrevne arkitektur, spektakulære særudstillinger og den hashtag-venlig forkortelse MoMu, der straks leder tankerne hen på MoMa i New York (Coincidence? I think not…). Men herregårdspløjemarken syd for Aarhus kan sgu godt bære det, og det er skønt at se at man også uden for hovedstaden tør give den gas med ambitionerne og skabe noget gennemført.

Museet har lige åbnet en ny fast udstilling om stenalderen. Nu kan man således bevæge sig på en omfattende rejse hele vejen fra landets tidligste stenøkser til vikingetidens langsværd i blot en enkelt (meget stor) kælder. Oldtiden er ualmindeligt let at gøre røvkedelig, det er bare at lægge 25 stenøkser op på række og skrive årstal ved. Det har fungeret glimrende som historieafskrækningsmiddel for de kulturhistoriske museer er i rigtig mange år. Jeg synes egentlig d
et er ganske sympatisk at man hellere vil have sine genstande udstillet i stedet for at have dem pakket væk i magasinet – jeg synes bare også at det er virkelig kedeligt at se på 25 ens (okay, men de ligner virkelig hinanden meget…) stenøkser. Derfor er jeg ret vild med den formidlingsfinte som Moesgaard allerede er lykkedes med i de øvrige udstillinger, og som de har taget med sig ind i stenalderudstillingen. I stedet for at ligge på rad og række er økserne kunstfærdigt placeret frit svævende i montren. Jeg kan ikke læse noget konkret om de enkelte økser, men det behøver jeg egentlig heller ikke. For mig er det tilstrækkeligt at få fortalt historien om nogle enkelte eksemplarer for så at lade mig imponere af massen og mangfoldigheden i montren, som jeg oven i købet kan bevæge mig rundt om. Og så ser det helt vildt pænt ud!

Ligesom inde i bronze- og jernalderen, er stenalderen også hooket up med en pæn portion digitalt lir. For eksempel kan man prøve nogle virtual reality briller, som man næsten ikke får kvalme af (havde jeg drukket kakao lige inden var det muligvis gået galt…). Jeg blev måske ikke helt fanget af visualiseringens budskab, til gengæld morede jeg mig ret meget over at se de andre gæster sidde side om side og bevæge deres hoveder rundt i alle mulige tilfældige retninger med en kæmpe, sort kasse foran øjnene 🙂

Jeg er en ret doven museumsgæst og jeg orker sjældent at læse tekster der er længere end et par linjer. Til gengæld bliver jeg en lille dreng på 5 år så snart der er knapper eller lignende digitale dingenoter i sigte! Der er i det hele taget ikke meget akademisk ære over den måde hvorpå jeg altid flakker rundt fra montre til montre uden at gøre mig ulejlighed med at orientere mig yderligere om deres indhold. Derfor passer det mig glimrende at det gode koncept med “forskerskærme”, hvor ægte forskere fortæller om udstillingens indhold, også er at finde i stenalderudstillingen således at jeg mageligt kan stå stille og lytte mens andre har besværet med at læse op. Tak for det.

Det er mig fortsat et mysterium hvorfor kulturhistoriske museer ofte skal være så mørke. Det skaber tit en unødvendigt højtidelig stemning som måske nok var eftertragtet i en tid hvor museerne i højere grad kaldte på fordybelse, men i dag synes jeg ofte det kvæler den gode snak. På Moesgaard er der decideret dunkelt og dystert. Heldigvis har de været gode til også at installere lyd i udstillingerne, hvilket gør at tavsheden allerede er blevet brudt og at folk derfor uden problemer lystigt kan give sig i kast med at diskutere hvorvidt den ene økse ser ud til at være skarpere end den anden, uden at de skal føle sig som forstyrrende elementer. Det ser selvfølgelig flot ud når genstandene ligger der i det helt rette spotlight, men jeg sender alligevel ofte kunstmuseernes lyse udstillingsrum en misundelig tanke når jeg bevæger mig rundt i fortidsmørket.

Endnu en behagelighed ved Moesgaard Museum er deres Café. Den er så ny-nordisk-instagram-venlig at det næsten er for meget af det gode – og jeg kunne da heller ikke lade være med at tage et billede af min mad. Det smagte heldigvis ligeså godt som det tog sig ud, hvilket jeg også har erfaret ved tidligere lejligheder. Og de har også lagkage. Har jeg hørt…