Selvom der ikke var kø ind til Øksnehallen om søndagen, så kom vi alligevel så sent, at vi i princippet heller ikke denne gang kunne nå at være med til at starte dagen med fællessang fra Højskolesangbogen. Men heldigvis for os (ganske givet uheldigvis for andre) så blev oplægget efter fællessangen aflyst, hvilket betød at sangen bare fortsatte og vi kunne derfor alligevel være med! Det var virkelig en skøn måde at starte dagen på. Herren, der sang for, fortalte lidt ind i mellem sangene, men det var nu ikke noget jeg bed så meget mærke i. Dog noterede jeg mig hans CV, der indeholdt titler som både præst, gymnasielærer, højskolelærer og folkeskolelærer – han må således tage prisen som værende den med landets mest dannelsesorienterede karriere!
Efter fællessangen hørte vi Kåre R. Skou fortælle om sin nye bog om grundlove – ikke bare af den moderne slags, men som begreb. Jeg hæftede mig især ved hans tolkning af, at grundlove i højere grad kan karakteriseres som kultur end som jura. Det synes jeg er en ret interessant vinkel, og gør pludselig nogle af lovsamlingerne mere interessante fra et kulturhistorisk perspektiv. Jeg er i øvrigt ret pjattet med Kåre R. Skou, og jeg har haft en næsegrus respekt for ham siden jeg hørte et oplæg med ham på mit 1. semester af historiestudiet. Dengang, og det var jo et strategisk heldigt tidspunkt på min dannelsesrejse som historiker, fik vi én over nakken af den prominente mand. Vi fik en kollektiv reprimande om, at vi som historikere lige skulle tage at tage os sammen! Han ville naturligvis rigtig gerne skrive de mange bøger om historiske emner som han gør, for han finder det spændende. Men han var mildest talt træt af at journalisterne hele tiden skulle gøre historikernes arbejde – formidle historien til befolkningen – mens historikerne skrev røvsyge afhandlinger til hinanden. Det blev naturligvis sagt med et glimt i øjet og en slet skjult pointe, men her 8-9 år senere (wait.. what the f***!?) står hans opsang stadig lyslevende for mig, og er en af de læresætninger jeg virkelig har taget med mig.
Mens Dagmar fik frokost lyttede vi til Sigurd Barret synge nogle af sine nye historie-sange. Hun var det tætteste vi kom på et barn der kunne have glæde af den optræden, og dermed en legitim undskyldning for at synge med, men hun lod nu ikke til at det gjorde særligt stort indtryk på hende (den medbragte pulvergrød nød hun dog i stor stil). Jeg synes imidlertid det var nogle ret hyggelige sange, selvom det historiske indhold i dem selvfølgelig er vildt forsimplet og karikeret. Men sådan er det når man skal formidle på et helt andet vidensniveau, og jeg synes det er helt OK at man starter med lidt saftig lokkemad – og så kan alle de kedelige detaljer komme når først man er faldet godt og grundigt i gryden. Jeg tænker i hvert fald at Estrid er ved at have en alder hvor hun godt kan få noget ud af en festlig sang om grauballemanden, og det skal da udnyttes!
Vi hørte også et oplæg med Hans Erik Havsteen og Anders Olling der har lavet podcast-serien Kongerækken, der handler om, ja, du gættede det – kongerækken! Den er blevet vanvittigt populær og jeg får altid sygt optur over når den slags kommer ud af det blå og slår benene væk under folk. For, helt ærligt, hvem fanden skulle have troet at nogen gad høre en hel podcastrække om døde konger? Forestil jer lige det pitch på redaktionen… Men det handler naturligvis, igen, om formidleren, og de to herrer må jo kunne noget helt særligt. Jeg må indrømme (pinligt) at jeg stadig ikke har fået lyttet til fortællingerne, fordi jeg er et mageligt barselsmenneske der kommer til at tænde for Mads & Monopolet i stedet for. Men snart vil jeg finde ud af hvad all the fuzz is about.
Der var en masse flere spændende ting på programmet søndag eftermiddag – bl.a. et oplæg om oral history i lokalhistorisk perspektiv og et undertøjsmodeshow – men vi måtte desværre suse afsted for at nå færgen fra Odden. Sådan er det jo, når man kommer rejsende hele vejen fra Århus.