Efter at jeg atter er flyttet hjem til Sønderjylland igen, så er min lokalpatriotisme for alvor blusset op! Det bliver selvfølgelig kun forstærket af, at det i år er 100 års jubilæum for genforeningen (det ved du selvfølgelig godt, med mindre du har befundet dig under en sten siden nytår), så jeg bliver konstant bekræftet i, hvor vidunderlig og spændende en del af Danmark, Sønderjylland udgør. René Rasmussen fra Museum Sønderjylland sagde på et tidspunkt, i en af de mange tv-udsendelser om genforeningen jeg har slugt fra min sofa, noget i stil med, at i Sønderjylland er mængden af historie pr. kvm2 lige lidt højere, end i resten af landet. Og det skal jeg selvfølgelig være den første til at bekræfte!
Jeg har vist efterhåndet set alt hvad DR har produceret af genforenings TV (også det med Flemming Mødrup og Tom Buk Swienty. Især det, faktisk…), men min jubilæumssult er tilsyneladende umættelig! Så forleden pjækkede jeg en time fra min afhandling for at muntre mig med Historie Haderslevs pop-up udstilling om genforeningen. Udstillingen er, meget belejligt, poppet up i et tomt butikslokale på gågaden i Haderslev, lige over for domkirken, og den er derfor næsten ikke til at komme uden om for hverken turister eller lokale sommershoppere og / eller kirkegængere. Og det var da også ret skønt at opleve, at gæsterne ligefrem måtte vente i kø udenfor, fordi udstillingen var så stort et tilløbsstykke.
I udstillingen introduceres man til den overordnede historie om genforeningen og man kommer tæt på nogle lokale borgere, der stod i det vanvittige dilemma, som det jo var for en del familier, at skulle vælge mellem at stemme dansk eller tysk. Og man kan kigge nærmere på nogle af de franske soldater, der kom til Haderslev for at bistå med selve genforeningen. Og så var det muligt at se forskellige genforeningsrelaterede film i udstillingens mini-bio.
Historie Haderslev er primært et arkiv (i fornøjeligt selskab med et par fine samlinger af Slesvigske hestevogne og Nordeuropæisk lertøj, men det er en anden historie) og derfor tager udstillingen selvfølgelig udgangspunkt i arkivets forskellige materiale om genforeningen og i de fortællinger, som det giver rigtig god mening at fortælle på baggrund af skriftlige kilder. De udstillede genstande er derfor også primært af papir (men det dækker jo altså også over både breve, protokoller, nødpengesedler, frimærker, fotografier og mange andre flade ting) suppleret med forskellige slags rekvisitter. Da arkiverne ikke formelt set har formidlingspligt på samme måde som museerne, så er de smukke dokumenter og andre papirgenstande som regel forbeholdt dem, der vover sig ind på en læsesal. Det er trods alt ikke helt så almindeligt som at gå på museum – og det er i hvert fald ikke et sted, man slæber sine unger med hen! Det var derfor skønt at se arkivalierne lagt frem til offentligt skue.
I udstillingen er der opstillet en lille stue med møbler og billeder fra perioden, så man kan få en fornemmelse af, hvordan den dansksindede familien Adolphsen havde indrettet sig og hvad man kunne finde på at omgive sig med i sit hjem, hvis man gerne ville signalere dansk sindelag. Det er ikke familiens rigtige ting – heldigvis, for det betyder, at man for en gangs skyld gerne må sætte sig i den indbydende fløjl! Man kan også få lov at prøve en soldateruniform (jeg fortryder stadig, at jeg ikke gjorde det. Men det kan jeg jo nå endnu…) – det er heller ikke en fuldstændigt korrekt uniform, i forhold til den specifikke begivenhed, der formidles i udstillingen. Men den tunge, varme fornemmelse af at bære sådan en uniform, som ungerne får når de prøver den, den er altså ægte nok! Hvis man følger med her på bloggen så ved man også, at jeg er ret frisindet når det kommer til historieformidling, og jeg er i høj grad et røre-føle menneske, så jeg synes det er helt fint, at der er blevet prioriteret sanser og interaktivitet over detaljeringsgrad. Selvfølgelig skal der være orden på fakta, men så længe der ikke er nogen der bliver bildt ind, at sofa og uniform er the real deal, så er det helt fino med mig! Der er jo masser af real deal i montrene, hvis man er mere til den slags.
Sammenlignet med, hvad der ellers er blevet præsenteret af kostbare museumsudstillinger de seneste par, så stjæler denne udstilling næppe titlen som den dyreste produktion. Dermed ikke sagt, at udstillingen ikke er ressourcekrævende, for selvfølgelig er der blevet investeret masser af både tid og penge fra et presset budget i at lave udadvendt formidling. Til gengæld er udstillingen lige dér på alfarvej, og det er nok udstillingens aller fedeste feature! Jeg er totalt fan af, at hive formidlingen derhen, hvor folk er. Og udstillingen er sågar bemandet, så man kan få afløb for sin spørgelyst hos en arkivar eller en af arkivets frivillige. Der bliver heldigvis lavet masser af god outreach-formidling rundt omkring (og særligt i disse corona-tider) men jeg oplever helt klart, at ud-af-huset-historien som oftest foregår digitalt. Og det er smart nok (også særligt i disse corona-tider), men at kunne google maps’e sig gennem Louvre er sgu ikke det samme som at stå i et udstillingsrum. Obviously. Og selvom denne udstilling på mange (!) måder adskiller sig fra Louvre, så vil jeg stadig hellere have en fysisk oplevelse end en virtuel – også selvom der tidligere har været fiskehandler i den fysiske version…
Fotostaterne er flotte, fløjlsmøblerne er bløde, man kan se forskellige film fra arkivet og man kan tegne sin egen genforeningstegning. Det er ret ærgerligt, at lagkagen hos familien Adolphsen var fake, men den centrale placering sikrer på belejlig vis, at der ikke langt til nærmeste is-butik. Så der er faktisk ikke nogen grund til ikke lige at stikke hovedet ind, hvis man alligevel skulle befinde sig i det sønderjyske!
Udstillingen er åben tirsdag, torsdag og lørdage i juli og det koster ikke en krone at komme ind.