Whush! Der røg lige 8 uger afsted på no time! Mit forskningsophold på SMK – Statens Museum for Kunst er nu slut og jeg er atter tilbage på universitetet i Aarhus. Dette indlæg bliver derfor også det sidste i denne (relativt korte) føljeton om mit ophold. En trilogi er det vel ret beset, og de to første indlæg kan læses her og her.

Opholdet har på alle mulige måder været berigende og inspirerende og jeg tager både nye, gode kontakter og perspektiver med videre i arbejdet med min afhandling. Som jeg så for alvor skal igang med at skrive nu, for nu er der ikke flere kurser eller udvalg eller undervisningspligter jeg kan overspringshandle med. Nu skal der skrives! (Hvilket naturligvis betyder at jeg så småt er begyndt at fylde alt muligt andet delvist afhandlingsrelateret-men-ikke-direkte-afhandlingsrelateret-arbejde i kalenderen, men det må I høre om ved en senere lejlighed… ;-)) Først vil jeg vil lige spidsformulere de tre hoved take-aways, som jeg tager med mig hjem fra SMK:

 

Museer er vidunderlige og oven i købet meget betydningsfulde: Det kom ikke ligefrem som nogen overraskelse for mig, at jeg ville være ret begejstret for at opholde mig på et museum. Jeg var dog selvfølgelig ret spændt på, om det overhovedet ville give mening for mig, at træde ind på et kunstmuseum, da der jo stadig er nogle ret åbenlyse og vældigt interessante forskelle mellem landets kunst- og kulturhistoriske museer (det er faktisk virkelig interessant, synes jeg, så det må jeg vist hellere vie et helt indlæg til inden så længe!) – men det gav heldigvis super fin mening. For glæden ved egen samling og ønsket om at vise den frem for alle med bare en lille smule interesse er jo nok ret universel for museumsfolk på tværs af fag. Men i tillæg til at få bekræftet disse forventninger, blev jeg også mindet om, hvordan kunstmuseernes udstillinger skal have en plads i min forskningsoversigt. Ikke fordi der hver gang er blevet præsenteret uomgængelig og banebrydende forskning, men fordi de store guldalderudstillinger har katalyseret en interesse og en vidensproduktion som jeg nu lukrerer på. Selv når det ikke er museerne der selv har stået for forskningsproduktionen, så generer udstillingerne en bred interesse der også løber over i den mere universitetsforskningsagtige forskning. Og derfor er det naturligvis ret væsentligt for mig også at give plads til udstillingerne, når jeg i min afhandling skal præsentere, hvordan mit materiale har bevæget sig op gennem historien. Det er formentlig ret banalt og selvklart for en kunsthistoriker, men for mig og mit fag er det ikke indlysende, at mere formidlingsorienterede aktiviteter finder vej til en forskningsoversigt. Aprops det næste take-away…

 

Karl Madsen er en fuldstændigt uomgængelig figur i dansk kunsthistorie. Som museumsdirektør for bl.a SMK men i høj grad som forfatter til nogle af de enorm biografier, der blev lavet om bl.a. guldalderkunstnerne i starten af 1900-tallet. Og disse biografier kigger ikke bare på kunstnernes værker men indeholder kæmpe mange kildehenvisninger til skriftlige kilder i alverdens arkiver. Billede lånt fra Skagen Kunstmuseers hjemmeside.

Kunsthistorikere er også (en slags) historikere: Det er nok det mest hovne og arrogante jeg længe har skrevet, men det er absolut ikke ment sådan! Faktisk er det bestemt ikke mig der har været primus motor i hverken etablering eller fastholdelse af sådan en slags historikerhieraki, hvor den ene fortidsgranskers undersøgelse er mere rigtig end den andens. Men det er en opfattelse jeg gentagende gange har mødt hos kunsthistorikere, og især museumsfolk, der finder det vældig eksotisk med sådan en “rigtig” historiker. Altså sådan en som mig, der har læst historie på universitetet (og som, vist nok, forventes at kunne alle mulige årstal og at kunne forklare alle mulige komplicerede politiske positioner og udviklingsforløb. Men der må jeg så bare sige: find en rigtig historiker!). Men kunsthistorikere er altså også en slags historikere (faktisk er det muligvis et udsagn der er upopulært hos både historikere og kunsthistorikere, hvilket i sig selv er ret interessant…), i hvert fald dem, der arbejder med historisk materiale og som ikke udelukkende gør det for at forstå vores nutid. Dem, som faktisk gerne vil forstå fortiden. Og dem er der masser af, og det er skide dygtige – især til at komme i dybden med deres genstande. Der er helt sikkert meget kunsthistorie som jeg gerne vil rive i stykker og smide ud fra et meget højt tårn fordi det er totalt blottet for kildehenvisninger og for bare den mest basale interesse for værkernes samtidige kontekst. Men der er også nogle sindssygt spændende analyser, der rent faktisk tager udgangspunkt i nogle konkrete genstande for bedre at forstå perioden – i stedet for at sejle rundt i en uendelig kontekstualisering af begreber og tendenser og lange linjer uden nogensinde at nærme sig noget som helst specifikt, som nogle historikere altså kan være slemme til. Aprops det sidste take-away…

 

Samlingsforskning er tiltrækkende: museumsforskningen er som udgangspunkt styret af, hvad det enkelte museum har i deres samling. Samlingsforsknngen er konkret, den tager udgangspunkt i materialet og den er som regel formidlingsorienteret. (Den er i virkeligheden også ret sjælden, fordi museerne er så fucking pressede på økonomien af regeringernes evindelige kulturbesparelser og omprioriteringer at der ikke er hverken tid eller penge til at forske i de samlinger, som museerne er sat til at bevare for eftertiden. SUK!!) Det tiltaler mig ret meget, fordi det i mine øjne virker som en meget struktureret og relevansorienteret måde at forske på. Bevares, jeg kan da også rigtig godt lide den helt frie forskning på unversitetet, men jeg er alligevel mere tiltrukket af den opgave, der følger med at skulle undersøge de genstande som af den ene eller anden indsamlingspraksisrelaterede grund er blevet en del af museets materiale. Det var selvfølgelig begrænset hvor meget indblik jeg fik i samlingsforskningen på SMK, eftersom jeg jo mest sad med hovedet i min egen forskning, men jeg fik alligevel en god fornemmelse af den optagethed af samlingen, der styrede interesserne hos afdelingens forskere. Det var meget inspirerende!

 

Jeg fik selvfølgelig også alt muligt andet ud af opholdet: jeg så gode uddannelser på nogle af Kjøffenhavns andre museer, jeg traf interessante mennesker og jeg nød heeelt vildt at kunne tudse rundt i udstillingen, se på billederne og deltage i de mange formidlingsarrangementer. Men efterår på uni med kanelsnegle fra Deli’en, gode velkendte kolleger og kontor-pusser på fødderne kan heldigvis også noget.