I dag er jeg landet på SMK – Statens Museum for Kunst, hvor jeg de kommende 8 uger skal være gæsteforsker. Jeg har glædet mig. Meget! Dels fordi jeg er et sted i min forskningsproces, hvor jeg trænger til nye input og hvor al aktivitet er kærkommen! Det kan være frygteligt stillesiddende og indadvendt at skrive en ph.d.-afhandling og i lange perioder er det også både godt og frugtbart. Men det kan altså også blive virkeligt ensformigt og – ærlig talt – røvkedeligt. Så derfor bliver det godt at få rystet posen lidt og at komme ud blandt andre forskere. Dels har jeg også glædet mig, fordi det efterhånden er længe siden jeg har været en del af arbejdsfællesskabet på et arkiv eller et museum, og selvom det er super spændende at være på universitetet, så kan det ikke konkurrere med den stemning og dynamik der opstår i huse, hvor den konkrete fortid er til stede og skal forvaltes og formidles. Og det må man sige den er her på SMK, som jo virkelig er kernen i det danske kunsthistoriske centralnervesystem!

Jeg er her som udgangspunkt, fordi det er en obligatorisk del af ph.d.-uddannelsen at stifte bekendtskab med et andet forskningsmiljø end det man befinder sig i til daglig. Man skal egentlig helst tage til udlandet, så mange ph.d.-studerende finder et relevant udenlandsk universitet, hvor de kan opholde sig nogle måneder og deltage i kurser, møder, få vejledning og opbygge et internationalt netværk. Da jeg håber på, at min fremtid befinder sig i den danske kulturarvssektor har jeg i stedet valgt at benytte lejligheden til at afvikle mit forskningsophold på et museum – det må man nemlig gerne. Det eneste krav er sådan set, at den institution man besøger skal have et aktivt forskningsmiljø. Og det er der her på SMK. Og det er også her, at en stor del af de malerier jeg arbejder med befinder sig. Ligesom placeringen i København er gunstig for mit arkivarbejde på Rigsarkivet og i Håndskriftssamlingen på Det Kongelige Bibliotek. Så derfor sidder jeg nu her, en historiker på det danske nationale kunstmuseum, og skal finde mig til rette.

Da jeg jo sjældent foretager mig noget som helst uovervejet (man kan kalde det en aktiv strategi eller gemen spekulation alt afhængigt af temperament) er timingen for mit ophold naturligvis heller ikke tilfældig. På fredag åbner den store, nye guldalderudstilling nemlig. Og da mit forskningsprojekt jo ligger lige i smørklatten af temaet for denne udstilling, så var det selvfølgelig nærliggende at være her i de uger, hvor museet er på den anden ende af guldfeber. Udstillingen er et samarbejde med Kunstmuseet i Stockholm og et museum i Paris. Jeg så udstillingen i Stockholm, og jeg glæder mig helt vildt meget til at se den her! Men har du ikke set alle billederne før? tænker du måske. Og jo, det har jeg da. Flere gange, for en del af billedernes vedkommende. Men det helt fede ved denne nye udstilling er, at kunsten bliver sat i mere direkte forbindelse med historien og at mange af værkerne i højere grad er valgt ud fra et kronologisk sammenfald og af hensyn til en bred repræsentation af perioden frem for på baggrund af en støvet kunsthistorisk opfattelse af hvem der engang blev betragtet som særligt geniale genier med særligt komplekse farvepaletter. Og det er naturligvis spændende fra mit perspektiv, da jeg ind i mellem sukker temmelig højlydt over udstillingerne og litteraturens mangel på kontekstualisering af de mange fine billeder fra tiden. Og jeg har da også allerede fået lov at smugkigge en lille smule på nogle af udstillingsteksterne herfra, som jeg blev bedt om at kaste mit bidske historikerblik på (det var dog ikke spor nødvendigt at være hverken bidsk eller bedrevidende, for selvom nogle kunsthistorikere ydmygt frasiger sig hvervet som periodehistorikere, så er de jo ofte også det). Og nu er den her altså så, næsten i hvert fald – fra fredag den 23. august: kunstudstillingen der har to historiske katastrofer som grundpræmis for dens perioidsering. Det bliver uden tvivl aweseome!