Jeg bruger temmelig meget af min arbejdstid på at læse. Det er ligesom en del af jobbet. Egentlig ikke den sjoveste del, synes jeg, for selvom jeg ret godt kan lide at læse, så kan forskningslitteratur mildest talt godt være en temmelig tør fornøjelse. I hvert fald i de mængder, som det er nødvendigt at tygge sig igennem for at skrive en ph.d.-afhandling! Heldigvis får jeg også ind i mellem taget mig sammen til at læse lidt derhjemme. Ikke så meget, som jeg godt kunne tænke mig, for der er jo også søvn, der skal indhentes, madpakker, der skal smørres og afsnit af Hammerslag og Kender du typen der ikke ser sig selv. Men ind  i mellem sætter jeg mig også med en bog. Og så tænker jeg nogengange ved mig selv: “Hvor er det dog fedt, at jeg er sådan en, der sagtens kan finde ud af at efterlade mine faglige interesser på kontoret og overgive mig til at mulig anden god og inspirerende litteratur!” helt ærligt, det tænker jeg faktisk nogen gange. Hvis man har bare det mindste kendskab til mine private læsevaner, så smågriner man nok hånligt indvendigt nu… 

Når jeg så lige tænker mig om et øjeblik, og kigger på bogstakken, så kan jeg godt se, at ovenstående tanke er temmeligt malplaceret. For det viser sig, at jeg faktisk er umanerligt uinspireret når det kommer til den litteratur, jeg kaster mig over udenfor arbejdstiden. F.eks. så læser jeg pt tre bøger (ja, det er en uskik at have gang i flere bøger på én gang, jeg ved det godt): Argumenter mod kvinder af Birgitte Possing, Tyven af Ulrik Langen og Velkommen på bagsiden af Poul Duedahl. Og jeg ved selvfølgelig godt, at de alle tre er historikere. Professorer, alle tre, oven i købet. Men i min bogstaksakkumulering har jeg egentligt ikke tænkt, at jeg skulle opbygge et forråd af professorlitteratur. I stedet har jeg tænkt Possings bog som et solidt indspark i en aktuel politisk debat, Langes bog som en roman og Duedahls bog som semi-relevant faglitteratur der er så velskrevet, at det næsten ikke tæller som arbejde, hvis man læser det på kontoret. Ikke tre historikerbøger, men tre ret forskellige typer af litteratur. Således oplyst skammede jeg mig så først lidt over at være så indspist og uinspireret. Det gik heldigvis hurtigt over og nu er jeg i stedet voldsomt begejstret over, hvor alsidig historisk litteratur kan være! Tænk at helt forskellige læsebehov alle kan tilfredsstilles af danske historikere. Det er sgu da ret sejt!?

At mine litterære præferencer er ret ensporerede burde imidlertid ikke komme så meget bag på mig. Hvis jeg for eksempel rejste mig lidt op fra sofaen og bevægede mig over til bogreolen, så ville jeg nok ret hurtigt opdage, at jeg i virkeligheden er en bogorm med skyklapper, som bogreolsudsnittet herover kan bevidne. Jeg kan altså bare aller bedst lide bøger der handler om nogen, der engang har levet i virkeligheden. Det er bare fedest. Jeg er til gengæld ikke så kræsen med graden af sandhedsværdi – der må gerne være masser af fantasi involveret, så længe fortællingen er god og den ikke udgiver sig for at være noget, den ikke er. Der er in my opinion ingen skam i at placere historiske personer i en mere eller mindre opdigtet virkelighed, så længe man ikke lader som om, at det er hverken videnskab eller “en sand historie”. Og selv videnskaben kan bevæge sig relativt langt ned ad den fantasifulde sti, som Ulrik Langen gør. Det er ret imponerende (#lifegoal, som vi siger ovre på Twitter). Der er faktisk ikke noget som en velskrevet historisk roman (eller en velkomponeret historisk film, for den sags skyld) der kan skabe konturene af en indre fortidsopfattelse, som yderligere fakta så efterfølgende kan kobles op på. Og det tror jeg er ret vigtigt. At den evne fortællinger har til at skabe indre billeder, kan gøre placeringen af ny information fra f.eks. museer,undervisning eller dokumentarer meget lettere. Måske er baggrundstæppet lidt hullet og uldent i kanten, men det er trods alt bedre end et gabende sort hul, som alt falder igennem.

I en genbrugsbutik faldt jeg oven i købet forleden over disse ugeblade om Guldalderen, som Fogtdal har udgivet i begyndelsen af 00’erne. “Baggrundsviden til afhandlingen i toilet-lektureform!! Hvor heldig har man lov at være!?” udbrød min hjerne, og jeg hamstrede straks en lille stak (tænk engang hvad man kan få for 20 kr.!?). Den type formidling er jo nok som udgangspunkt ikke tiltænkt sådan nogle forskertyper som mig, men for søren, hvor sætter jeg dog pris på det alligevel. Det er overfladisk, jovist, men det er skrevet på en måde så det er vedkommende og interessant. Og det er super inspirerende at se de mange bud på, hvordan ens eget forskningsområde kan spidsformuleres på Billed Blads-måden. Så heller ikke badeværelset er længere et ufagligt helle…

På trods af min egen mangel på selverkendelse (okay, jeg overdriver måske nok lidt, men det fremmer som bekendt forståelsen), så har min familie naturligvis for længst fattet, at jeg helst vil læse om ting fra gamle dage. De næste bøger jeg kaster mig over bliver derfor De Uskyldige og Om hundrede år, som jeg fik i fødselsdagsgave i foråret. Og selvom jeg har læst masser (!!) af historiske romaner, så er jeg sikker på, at de her er lige så forskellige som alle de andre har været. Så jeg glæder mig til at bure mig inde med dem i mit faglige ekkokammer <3