I går var jeg på arkiv, og det er altid en kæmpe fornøjelse – uanset om man finder det man leder efter, eller ej. Et eller andet finder man jo altid, men som regel er det noget andet, end det man kom efter. Så når jeg ind i mellem synes det der teoretiske forskningsarbejde bliver lidt for tungt og kedeligt, så minder jeg lige mig selv om, at det er ved at være tid til en tur på museum eller arkiv. Og så glider der en sky fra solen, og blomsterne springer ud og der kommer enhjørninger med regnbuefarvede manker dansende imod mig. Næsten, i hvert fald… Ej men altså, jeg skrev jo for nylig om hvor utrolig fedt det er, at en del af mit kildemateriale er digitaliseret, og det er da også helt utroligt smart, men der er sgu bare ikke helt den samme fornemmelse af historiens vingesus, når man sidder der med sine fedtede kaffefingre på skærmen og får lidt for ondt i øjnene af at læse knudrede kragetæer på en skærm med lidt for høj lysstyrke. Men en logistisk vidunderlighed, det er det!

Men altså denne gang var det Den Sorte Diamant der lagde læsesal til mine studier af materiale fra Håndskriftssamlingen (det ligger rigtig mange fine ting) – og endnu engang var det Constantin Hansens breve jeg skulle granske. Apropos, så fik jeg på et tidspunkt anbefalet artiklen “Historians who love too much” af Jill Lepore. Eller altså, det var mere sådan en generel anbefaling på et kursus, og ikke mig der sådan som sådan fik den særligt ordineret. For på daværende tidspunkt havde jeg ikke et fokuseringsproblem. Endnu… 🙂 Men altså, jeg har da nok forelsket mig lidt i Constantin Hansen efterfølgende. Især fordi der er så urimeligt mange skriftlige efterladenskaber fra den mand, det er helt! vildt!! At han nogensinde nåede også at få malet lidt forstår jeg nærmest ikke, med al den tekst han har produceret. Musklerne i hans pensel- og penneførende arm må have været enorme… Aaaanyway, jeg skulle læse Constantin Hansen breve, hvilket, som antydet, er en fornøjelse – særligt dem fra anden halvdel af 1800-tallet fordi han da skriver med en meget pæn og læsbar skråskrift. Hvilket er en kæmpe luksus i forhold til den gnattede og ikke særligt elegante gotiske håndskrift der desværre præger en meget stor del af brevmaterialet fra denne periode.

Well, det jeg egentlig ville med det her blogindlæg var sådan set at præsentere et lille citat fra et af brevene, som jeg synes er både hyggeligt og ret sjovt. Faktisk grinede jeg måske en lille smule på den ellers gravstille læsesal, men det var altså bare et meget overraskende lille stykke tekst! Brevet er fra Constantin Hansen til Emilie Monrad (D.G. Monrads hustru), som han brevvekslede en del med og det er dateret 31. januar 1859. Det er tekststykket på billedet herover, men for dem der ikke har øvet sig i at læse deres mormors skråskrift får I det lige med umisforståelig digital læsbarhed her:

”Hermed et Portrait! Dersom det skulde vederfares den Ære at blive 100 Aar gammelt og den Skjæbne at findes som et Portrait af en Ubekjendt, saa foregjøgler min forfængelige Indbildningskraft mig, at (paa Grund af Datidens overordentligt udviklede Kunstsands) ville hin Tids Professor Høyener mulig faa fat i det og sige: Det maa bestemt være en Digter! – De slaae op i Digterlexiconet, undersøger Aarstal og leder og finder ud, at det maa være Chrstian Winther. De finder det yderst interessant, thi Endskjønt Billedet mangler saft i Farven, saa er det dog ikke uden en vis kunstnerisk Opfatning og saa lade de det restaurere og ophænge på Frederiksborg. Alle ville finde Rosen paa Hatten at være paa sin rette Plads og der udkommer en ny udgave af hans Digte. Jo mere jeg nu maler derpaa jo mindre Fornøielse vil Aar 2000 faa deraf – jeg faar ikke andet end end (sic!) kjedelig Taage derover.”

Når jeg sidder og arbejder med materiale fra gamle dage, så kan det være ret syret at forestille sig, at noget de skrev i fortrolighed, pjat eller alvor til hinanden for 150 år siden – og som aldrig var tiltænkt andre øjne – i dag er mine kilder. Og når man så pludselig bliver konfronteret med sig selv – altså den der professor (i al beskedenhed, arhrem…) i år 2000 – så føles brevskriveren pludselig meget tæt på. For selvom jeg jo udmærket ved, at de der selvoptagede billedkunstnere i 1800-tallet havde totalt styr på, hvordan de skulle tilrettelægge deres produktion så de også skabte sig et eftermæle og en plads i kunsthistorien, så var det alligevel et ret intimt lille møde mellem fortid og nutid, som virkelig morede mig, der på læsesalen 🙂 Og hvad der er endnu sjovere: portrættet af Christian Winther hænger faktisk på Frederiksborg i dag! Jeg ved ikke, hvornår de har købt det til samlingen, og om Constantin Hansen i virkeligheden selv har fået den sag fikset back in the day, men uanset tror jeg da virkelig det ville glæde ham at vide, at maleriet faktisk i dag – ca. omkring år 2000 – hænger på Frederiksborg. Og så vidt jeg kan se, blev et udvalg af Winthers digte oven i købet genudgivet tidligere i år. Det er jo den rene profetiske opfyldelse!