X-factor for kulturarv

Jeg kom netop i tanker om, at TV2 har sendt første afsnit af En skat til Danmarksom er en ny programrække de har lavet i samarbejde med Nationalmuseet. De sendte det første program den anden dag, men eftersom mit Facebook-feed ikke er eksploderet i hverken vrede, foragede eller jublende historikere og museumsfolk så havde jeg nær glemt at se det! Det er muligt, at jeg bare er medlem af de forkerte Facebook-grupper og at reaktionerne har været mere presserende uden for mit ekkokammer, men umiddelbart undrede det mig alligevel ganske meget, at jeg slet ikke er ramlet ind i nogen reaktioner (og det er altså ikke fordi, at jeg ikke har været på Facebook…). 

Konceptet er efterhånden så genkendeligt at de ikke kræver meget introduktion: et hold bestående af tre dommere (tre dygtige museumsfolk fra Nationalmuseet i dette tilfælde) sidder forventningsfuldt bag en pult med øjnene stift rettet på den lukkede dør. Bag døren står så en peppy vært, der gelejder de spændte deltagere ind til dommerpanelet. Den primære forskel er imidlertid, at det ikke er selve deltageren der er i fokus her, men derimod den genstand, som han eller hun kommer slæbende med. Og som nu er til audition som kulturarv, med udsigt til en montreplads på Nationalmuseet som førstepræmie.

Forargelsen ligger således, vil jeg mene, lige til højrebenet: det er poppet, kommercielt, forfladigende, plat og endnu et af Ranes forsøg på få medieopmærksomhed ved at lave tivoli i stedet for museum. Sådan havde jeg i hvert fald forventet at kritikken ville lyde, men den er tilsyneladende forstummet eller bare fuldstændigt fraværende. Er der da slet ingen der ser fjernsyn længere!?

Jeg tager selvfølgelig gerne én for holdet og har nu brugt 30 minutter på at se den første udsendelse. Jeg havde forventet at blive berørt. Indrømmet, jeg havde nok inderst inde håbet på forargelse og vrede, for det giver sådan en god varme i kroppen, og eller måske bare en barnlig begejstring over at få sat banaliteter på piedestal. Især det sidste havde jeg forventet, og fik det da også til dels indfriet. Men helt ærligt – jeg synes sgu det var et ret kedeligt program. Måske er mine grænser for tivolisering på museer bare allerede så vidt åbne, at Schengen-samarbejdet ser misundeligt til eller også var det simpelthen et mislykket forsøg på at skabe røre i andedammen?

I skal naturligvis ikke snydes for nogle af mine overvejelser, der står til fri udfordring og debat:

Jeg er VIRKELIG kæmpe fan af at sætte fokus på nyere tids hverdagshistorie fordi jeg tror det er så uendeligt vigtigt for historiebevidstheden at understrege, at vi alle sammen, hver og en, er en del af historien (sagde guldalderforskeren. HA! Men det skrev jeg altså engang et helt speciale om). Kæmpe high-five for at gøre noget ved det! Men var det nu også hverdagshistorier, der blev valgt og som der blev sat fokus på? Charlotte Bircows hverdags-fitness og den franske hotdog var geniale indslag og også vigtige hverdagshistorier i mine øjne. Mønterne fra besættelsestiden var også fine. Men selvom jeg har stor respekt for den brandmand der mistede livet ved Seest-katastrofen og for de mennesker, der har fået ødelagt deres hjem af storme, så betragter jeg det ikke rigtigt som hverdagshistorie. Tværtimod. Det er den slags ekstraordinære begivenheder der nok skal finde vej til historiebøgerne uanset. Jeg ville hellere have set flere lavalamper og Spice Girls-merchandise fra børneværelset eller mikroovnstilpasset plejehjemsmad.

Faktisk lavede Nationalmuseet allerede i 1992 en helt genial hverdagshistorieindsamling, hvor de opfordrede folk til at skrive hvad de havde lavet på en helt almindelig og totalt forglemmelig onsdag i september. Og hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt det på nogen måde er interessant, så kan man jo bare se dette indslag fra TV-avisen fra den dag for 28 år siden og gå på røven over, hvor sindssygt fremmed og samtidig totalt genkendeligt det er. De ryger indenfor! Og lærer EDB! Nogle af indlæggene er også udgivet i en bog som er ret sjov at læse:

Tilbage til den aktuelle udsendelse. Jeg har ikke set meget X-factor, men jeg har godt luret, at en del af morskaben og underholdningsværdien ligger i alle dem der ikke slipper igennem nåleøjet. Oplevelsen af at mærke tæerne krumme sig sammen allerede inden den besynderlige deltager har stillet sig foran dommerne, forundringen mens Whitney Houston fortolkes som skinger rap og den forløsende, hånlige tilfredsstillelse, når de onde dommere fortæller dne intetanende deltager et par sandheder og sender vedkommende ud på røv og albuer. Det er jo ikke særligt sympatisk, men det virker. Eftersom Nationalmuseets udsendelse grundlæggende var bygget op efter samme koncept havde jeg også forventet, at dramaturgien ville være den samme. At vi hjemme i sofaen skulle sidde i TV-fællesskabet og grine af de fjolser, der havde bragt totalt uduelig kulturarv inden for på selveste Nationalmuseet. Men det blev der altså ikke noget af. De søde, sympatiske og begejstrede museumsfolk sendte kun en enkelt genstand hjem (en stump fra hovsa-missilet – der naturligvis også er interessant Danmarkshistorie og som derfor indgår den første af de gode podcasts fra Museum Vestsjælland). De sendte ganske givet meget mere skrammel tilbage hvor det kom fra, men vi fik altså kun serveret alt det, som gerne måtte komme med. Og det er måske nok både fint og godt og også en vigtig pointe, men det er altså kedeligt TV…

Og hvorfor er det så en vigtig pointe? Jo, det hænger naturligvis sammen med hverdags- og historiebevidsthedslogikken som jeg trippede over ovenfor. Det kan jo ikke nytte noget, at man først fortæller alle hjemme i stuerne, at de hver og en er en vigtig del af danmarkshistorien og at de alle har vigtig hverdagskulturarv hjemme i skuffer og skabe – hvis man så, lige bagefter diskvalificerer alle de mærkelige ting, de kommer slæbende med. For hvad så, hvis de gode museumsfolk siger ‘duer ikke – væk’ til den bordskåner man snittede i 4. klasse? Er den så slet ikke vigtig mere? Det er den selvfølgelig. Affektionsværdi og kulturarvsværdi er jo trods alt ikke det samme (endnu – men måske er det i virkeligheden dét der er endemålet for Rane Willerslevs historierevolution…), men der vil alligevel være gået et skår af den værdi, man tillagde bordskåneren inden domsafsigelsen. Og hvis den bordskåner ikke er vigtig, hvad så med mig som helt almindelig usignifikant dansker, hvad er så overhovedet min værdi i det store Danmarkshistoriske billede? Klart, de færreste ville nok trække så eksistentielle spørgsmål ud af en vraget bordskåner, men det handler naturligvis om princippet her. Pointen om, at historiebevidsthed ikke er sådan noget man spøger med – hverken etableringen eller nedbrydningen af den.

Skal jeg se de resterende programmer? Selvfølgelig. Og jeg skal da også til København og se udstillingen, når den åbner til maj. For jeg synes det er så fremragende, at Nationalmuseet tør ryste posen for at engagere alle mulige danskere i en fælles historiefortælling. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg da håbet, at udsendelserne havde sat lidt mere ild til internettet. Mest fordi det havde været en sindssygt effektiv måde at skabe opmærksomhed om indsamlingen og udstillingen (vi ved jo godt hvad Jim Lyngvild-udstillingen betød for entréindtægterne). Men også lidt fordi, at sådan en god Facebook-diskussion giver så dejligt røde kinder 😉