Public service snigerhistorie

Jeg har netop set (endnu) et afsnit af Hammerslag. Et mageløst program, hvis man godt kan lide at snige sig til at se, hvordan folk bor – men samtidig gerne vil slippe for at smalltalke med dem. Helt perfekt! Onde tunger ville nok hævde, at det også er et ret modent program (hvis Anne Glad skulle vurdere min alder udelukkende på baggrund af mine fjernsynspræferencer (der som regel indtages i rå mængder flow) ville hun nok skyde mig til at være 80+ år (og lagde I ligde mærke til, hvordan jeg lige sneg en anden afslørende TV-præference ind der?)). Men altså, jeg er sikker på, at der også gemmer sig et mørketal i Hammerslags seertal der ville afsløre, at mange af mine jævnaldrende også i hemmelighed hygger sig med dette ufarlige stykke boligunderholdning. Og selv hvis de ikke gør, så bruger Den Store Bagedyst det samme trick, som jeg vil kloge mig på i dette indlæg, og Bagedysten er i hvert fald allemandseje i enhver generation her til lands!

Det som Hammerslag og Den Store Bagedyst kan er, at snige historie ind midt i primetime, næsten uden at man opdager. Faktisk er det nogenlunde samme trick, som enhver småbørnsforælder bruger med kødsovsen: man sørger for at blende tomatsovsen med en hel masse løg , squash og gulerødder! Derefter serverer man sovsen, med en stor sort streg i panden, for de naive, grøntsagshadende poder, så de helt intetanende slubrer masser af nærende grønt i sig i den tro, at de bare spiser tomatsovs. Det er så smart, at det næsten ikke tæller som snyd.

Hammerslag og Bagedysten bruger samme geniale trick. I aftenens afsnit af Hammerslag har jeg således netop lært om byudviklingen i 1800-tallet, om banebrydende arkitekturudvikling i 1930erne foranlediget af teknologiske landvindinger og om hvordan moderne arkitektur fortsat er i dialog med ældre tiders måder at tænke beboelses- og bebyggelsesudvikling på. Alt sammen fint pakket ind i et lille mellemindslag på 5 minutter mellem mæglernes vurdering af to boliger. En ekspert fra Bolius fortalte hastigt og vidende om 150 års danmarkshistorie.

Bagedysten bruger samme trick. Bedst som man sidder der og er ved at få stress over, om moussen nu sætter sig som den skal, så strøer Timm Vladimir lige om sig med lidt historiske eller kulturelle fakta, om det tema der dystes i. Som jeg husker det, så fyldte den del mere i de første sæsoner (og jeg synes selvfølgelig det er ret ærgerligt, at der er droslet ned for det). Der er nu ikke noget der kan peppe en flageløse butterdej op som historien om de danske andelsmejerier. Vel?

Det snedige ved dette trick er, at den historie der bliver formidlet bliver knyttet så tæt til det emne, som programmet ellers beskæftiger sig med – være det dyre huse eller kunstneriske kager – så man næææsten ikke opdager, at der bliver formidlet historie. Der er ingen søvndyssende årstal der skal stoppes ned i halsen på seeren som en form for bod inden man må have lov at komme videre med sin guilty pleasure. I stedet serveres historien som en belønning, der lige giver prgrammets øvrige indhold noget dybde og virkelighedsforankring.

Når nu DR, som følge af medieforliget, kommer til at skrue rigtig meget ned for historie- og kulturformidlingen (DRK lukker for gods sake! HULK!), så håber jeg, at de vil skrue endnu mere op for snigermetoden på det tilbageværende produktioner. Det ville i så fald være held i uheld, for så ville de kunne få indlejret noget historieformidling i netop de produktioner, der har fået lov at overleve sparekniven – og som man af den grund må formode, at der er seere til! Fordelen er jo helt klart, at man får fortalt seerne baggrundshistorien for noget de allerede interesserer sig for (okay, man interesserer sig selvfølgelig ikke for alt det, man helt zombie-agtigt labber i sig, men I så fald tager man jo heller ikke skade af lidt ekstra input). Og det er en fin måde, at skabe historiebevidsthed på. At man tager folks interesser alvorligt – uanset om det er kagebagning eller dårligt flowTV – og gør sig umage med at bruge det som afsæt for at fortælle om den udvikling interessen er rundet af eller har udviklet sig fra. Og, især for TV-produktionernes vedkommende, selvfølgelig uden at forstyrre alt for meget. For det er jo også en måde at tage seeren alvorligt på: at respektere, at hun har tændt for DR 1 og ikke for DR K og respektere, at hun skal have meningsfuldt og relevant indholde og ikke at hun skal belæres.

Nu viser de Danmarks Bedste Portrætmaler. Som i øvrigt også er et fedt format til at formidle kultur, til at gøre seerne bekendt med landets mange forskellige fine kunstmuseer, og til at introducere seerne for mange forskellige former for billedkunst. Og, nåh ja, som i øvrigt også får sparekniven efter denne sæson…