Igår aftes havde jeg fornøjelsen af at opleve fem forskellige mænd formidle historie i forskellige formater. De kan naturligvis ikke gør for, at der sådan gik #allmalepanel i min aften, for jeg opsøgte det ganske bevidst. De optrådte med henholdsvis en liveversion af podcast-konceptet Kongerækken på SMK og teaterstykket “Adressaten Ubekendt” på Det Kongelige Teater, og selvom der umiddelbart er langt imellem de to formater, og godt 100 år mellem det formidlede indhold, så var der alligevel nogle formidlingsmæssige greb der på ret tilfældig vis bandt min aften sammen. Heller ikke dér havde de fem (antager jeg) nogen overlagt finger med i spillet, det var såmænd bare helt tilfældigt (selvom man da, når man sidder for længe med næsen 1800-tallets borgerskabskonspirationer, hurtigt bliver en anelse mere mistænksom over for, hvad den intellektuelle elites fremtrædende mænd i virkeligheden har vist sig at kunne strikke sammen bag ryggene på det intetanende folk. Lad os sige, at det er en form for arbejdsskade…). Anyways, kontekstualisering og samtale var noget af det, der bandt de to koncepter sammen og som i det hele taget spiller en fremtrædende rolle i Guldalderudstillingen på SMK.
Har man forvildet sig ind på denne del af internettet, så kender man formentlig også allerede Podcast-serien Kongerækken der tog dansk historieformidling med storm for nogle år siden. I den første serie gennemgår d’herrer Anders Olling og Hans Erik Havsteen den danske kongerække (kan vi i øvrigt snart begynde at kalde det en regentrække i stedet for?) fra afsnit til afsnit med humor og kæmpe viden om Danmarkshistoriens mere eller mindre mærkværdige herskere. Siden har de føjet en række andre temaer til deres podcast (og det helt nye magasin Politiken Historie til deres samlede repertoire) bl.a. om seje damer og gamle romere. Og nu er tiden så kommet til en podcast-serie om Guldalderen, som de har lavet i samarbejde med SMK i anledning af Guldalderudstillingen.
Og igår lavede de så en form for live-version af deres podcast inde i udstillingen. Når man, som jeg, allerede har lyttet til alle 8 afsnit af serien, så var der ikke de store overraskelser i indholdet, men de mange fortællinger bliver jo løftet meget mere, når de tager udgangspunkt i udstillingens malerier. Og det gjorde de, for selvom historikere (jeg selv inklusiv) godt kan have en lidt uheldig tendens til at skøjte hen over de enkelte genstande eller malerier for at nå op til syntesen i den store historie, så var det heldigvis ikke tilfældet igår, hvor alle fortællingerne tog udgangspunkt i konkrete malerier. Bevares, de nåede da rimeligt langt ud af tidslinjerne derfra, men koblingen til værkerne var hele tiden tydelig. Det har i øvrigt også været et gennemgående koncept for podcasten, hvor der også er blevet taget udgangspunkt i et maleri hver gang. I lytteversionen var tendensen til at bevæge sig hurtigt væk fra maleriet måske nok lidt mere tydelig, men det er sgu heller ikke pisse nemt at formidle malerier udelukkende på lyd.
Det rigtigt fine ved SMKs samarbejde med Kongerækken er sådan set heller ikke deres billedanalytiske kundskaber, men derimod den kontekstualisering og historiske ramme som de skaber for malerierne. Kunsten bliver sat ind i en historisk virkelighed og bliver koblet til ægte personer og konkrete hændelser, og det har jeg naturligvis optur over, da det er præcis den samme øvelse jeg roder rundt med i min afhandling. I mine øjne bliver malerierne meget federe, når de betragtes som et led i en historisk udvikling, men det kræver naturligvis at man også lærer noget om den tid, som malerierne blev skabt i. Som jeg tidligere har skrevet lidt om, så er den historiske periodisering allerede langt mere til stede i denne Guldalderudstilling end hvad der hidtil har været tradition for, og med Kongerækkens podcast er der så mulighed for at supplere yderligere op, for dem der ikke kan få nok af krige og konflikter og anden kontekst. Det var konteksten. Og samtale-elementet var måske i virkeligheden ikke så present i lige deres optræden, men udstillingsdesignet er i høj grad formet efter at skulle lægge op til samtale og dette greb var derfor tydeligt til stede i rummet, ligesom samtalen mellem de to mænd var god og dynamisk. Og – på et mere højtflyvende meta-niveau – var den tværfaglige samtale mellem kunsthistorien og kulturhistorien meget tydelig og fin.
Jeg ved ikke om der kommer flere liveversioner af podcasten, men alle 8 afsnit er allerede tilgængelige på Politiken Histories hjemmeside (og i din podcast-app) og de er helt bestemt et lyt værd!
Crash! Bang! Bum! En frisk gåtur i 30 graders sensommervarme og en hastig portion thai takeaway og så landede tidsmaskinen lige 100 år senere i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater. Her formidlede Lars Mikkelsen og Søren Sætter Lassen den super intense fortælling om et venskab mellem en tysk-amerikaner og en amerikansk jøde i starten af 1930erne, som, af gode grunde (yes, you guessed it), fik det rimeligt stramt med hinanden i løbet af rimeligt kort tid. Første akt var en form for dialog hen over Atlanten mellem de to i kraft af en brevkorrespondance der blev performet (nu har jeg godt nok for nylig trippet over hvor luksus det er at en del af mit skriftlige kildemateriale er transkriberet, men tænk hvis man også kunne få Lars Mikkelsen til at opføre det…!). Scenografien var egentlig ret simpel, men meget virkningsfuld, som man kan se på billedet. Baggrundsbilledet skiftede afhængigt af om brevet blev sendt den ene eller den anden vej og ind i mellem kom der lidt lækker swing musik og fungerede som overgange. Jeg spoiler nok ikke særligt meget ved at sige, at den tyske Martin, der hurtigt lod sig forføre af nazismen også hurtigt ønskede at tage afstand fra sin ellers så gode ven og samarbejdspartner, jøden Max. Og jeg spoiler nok heller ikke historiens gang ved at afsløre, at der hurtigt fulgte død og gru og ubehageligheder i halen på dét sammenstød. Jeg ved faktisk ikke, om figurerne var autentiske (i hvert fald var hele stykket baseret på en bog), men uanset har der formentlig været masser af autentiske træk i indholdet. Dialogen var intens og super velspillet – og Lars Mikkelsen var møg uhyggelig som nazisten Martin!
Det særlige ved denne opsætning, og det der gjorde, at aftenens oplevelser talte så fint sammen, var, at historiker Bo Lidegaard trådte op på scenen efter pausen for at sætte dramaet i historisk kontekst. VI sagde han, og mente det danske folk som jo også udgjorde os i salen, VI er også en del af den her historie. Og derfra fortalte han om den politiske situation i Danmark i de samme år, om Kanslergadeforliget og om de politiske krumspring man måtte gøre sig i den tid, for at balancere uden om al for megen ballade. “Kampen om demokratiet” var overskriften på denne del af forestillingen. Forbindelsen mellem værk og kontekst blev måske nok lidt mere kunstig her end den gjorde i Kongerækkens samtale med guldaldermalerierne, men ikke desto mindre var det super fint at benytte den anledning, at en hel del mennesker netop havde overværet et stykke dramatiseret historieformidling, til lige at slå helt fast, at det altså ikke bare er noget vi leger. For selvom kulturen og historien skal overleveres i mange forskellige former, så kan det også ind i mellem være meget fint lige at få moralen skåret ud i pap. Og hvis der er nogen der kan gøre dét på en troværdig måde, så er det da Bo Lidegaard – manden der tilsyneladende har 48 timer i døgnet til at skrive doktorafhandlinger og være chefredaktør og foredragsholder og historieformidler. Han har styr på sit shit! Og det var super interessant at høre ham fortælle om mellemkrigstiden (også selvom jeg normalt går i en lang bue uden om mænd der obsesser over anden verdenskrig. Sorry, men det er altså meget ofte røvkedeligt!).
Og så kom samtale-delen, som også delte formidlingsmæssigt fællesskab med aftenens øvrige kulturelle indslag, men som desværre gjorde sig en anelse mere kluntet i denne sammenhæng. Idéen var sådan set både fin og sympatisk: som afslutning på stykket skulle publikum indgå i samtale med Bo Lidegaard (og måske også skuespillerne?) om dét stykke historie de netop var blevet introduceret til. God idé, sådan set, men hvor udstillingsrummet på SMK var indrettet specifikt på denne samtale, så er det altså ikke helt tilfældet i en teatersal og jeg følte mig derfor meget hurtigt hensat til et gammelt, slidt auditorium på universitet. Og der udspillede sig da også nogenlunde den samme dramaturgi som på en aften hos folkeuniversitet: underviserne lægger op til spørgsmål og diskussion. Ingen melder sig. Underviseren ser forventningsfuldt og lettere panisk rundt i rummet. Et par pensionister, der ikke mener at de kan være andet bekendt, rækker hånden i vejret. Underviseren, helt lettet, beder dem stille deres spørgsmål. Pensionisten beder, helt forventeligt, underviseren om at pege på direkte paralleller mellem fortiden og nutiden. Underviseren må, helt forventeligt, desværre afvise at man sådan liiige kan lave den slags sammenligninger. Akavet tavshed. Forfra.
Ej okay, det er måske også lidt hårdt sat op (og jeg var også ved at være ret træt på det tidspunkt), men jeg ville nu nok have foretrukket, at man fra scenen i stedet lagde op til, at tilskuerne gik ud i aftenen og samtalede med hinanden om det der netop var sket på scenen. Måske med et par gode spørgsmål til debat eller et kontroversielt synspunkt. Men det kan man jo heldigvis sagtens gøre alligevel, der var i hvert fald masser at tale om, både med hensyn til form og indhold.
Forestillingen spiller, ifølge hjemmesiden, i Skuespilhuset frem til 3. november.