Jeg har netop købt mit første stykke ægte guldalderkunst! Og det er jeg ret meget oppe at køre over. Hvis jeg for tre år siden var blevet spurgt, om jeg mon nogensinde ville kunne finde på at kaste en tredjedel SU efter en stregtegning på størrelse med min telefon ville jeg nok have leet hånligt. Højt og længe. Men det har jeg altså så gjort nu, og jeg føler at øgningen af min kulturelle kapital til fulde modsvarer det indhug i min økonomiske kapital, som den her lille lasede fætter kostede mig. Den er sgu da totalt fin! Og sjov!
Den lille tegning (8,5 x 16,5 cm) er udført af Wilhelm Marstrand på et ikke nærmere kendt tidspunkt. Men han levede fra 1810-1873, så mon ikke tegningen er lavet engang i midten af 1800-tallet. Som jeg tidligere har afsløret her på domænet, så har jeg lidt et crush på Marstrand, fordi han er sådan lidt underspillet sjov. Også helt vildt dygtig og vigtig i sådan mere traditionelt forstand, men jeg tror også, at han var lun og underfundig. Jeg synes der er sådan en fin og respektabel ironi i, at når man for eksempel laver et fint og flot maleri af en borgerfamilie, så tilføjer man også lige en tegning af en grim unge, der rækker tunge til betragteren. Det tager luften lidt ud af ballonen på en måde, som jeg er ret vild med.
Og sådan havde jeg det også lidt, da jeg så denne tegning. Jeg synes altså det er ret sjovt, med ham fyren på slæden der, med vind i håret og sus i jakken, forsøger at holde styr på den store tønde mens en fyr (eller en nisse?) på en hest bare tonser derudaf! Jeg forestiller mig, at det er fredag eftermiddag, kammeraterne har allerede stillet op til ølbowling ovre i parken og nu kan det altså kun gå for langsomt med at komme hen til festen! Jeg forestiller mig også, at der er øl i tønden, som derfor selvfølgelig skal fragtes hurtigt og sikkert hen til festlighederne, og at de derhenne skødesløst vil slå et stort hul i tønden og drikke af kopper, hatte og måske af en sko. Jeg tror det bliver en rigtig god fest!
Det kunne selvfølgelig også være, at der var en form for medicin i tønden. Eller måske rent letøl til et børnehjem med en forurenet brønd. Og at de to mænd skynder sig, fordi børnene er syge og kaster op og er ved at dehydrere. Det kunne også være – det er bare overhovedet ikke spor sjovt eller hyggeligt, så det tror jeg altså ikke, at min tegning forestiller. Men det er jo heldigvis op til den enkelte at forestille sig, og det er noget af det aller sjoveste ved billederne fra denne her tid. Ofte kan man næsten se taleboblerne og forestille sig hvordan motivet ville tage sig ud som stop-motion kortfilm.
For mig betyder det helt klart noget, at jeg efterhånden ved en del om Marstrand. Hvis ikke, så ville denne her tegning slet ikke sige mig noget. Jeg ville måske nok kunne anerkende, at den var dygtigt tegnet, men derudover ville jeg være ret ligeglad. Men nu har jeg efterhånden set så mange af hans billeder og læst så mange af hans breve, at jeg får optur over sådan en lille tegning her. Det er ret skønt – og potentielt ret dyrt, på sigt…
Jeg har købt tegningen hos Skitsehandlen.dk, som er en lille kunstbiks og galleri i Faaborg med en god hjemmeside. Theis, der er skitsehandler, er også kunsthistoriker og laver forskellige udstillinger i butikken. Jeg har endnu ikke besøgt butikken, men håber at komme forbi en dag. Men på hjemmesiden er der virkeligt mange fine tegninger af en meget lang række danske kunstnere. Og fordi det er skitser er priserne også lidt mere tilgængelige, selv på skitser af meget kendte kunstnere, end hvis det var store oliemalerier. Jeg synes det er sådan et fint koncept! Og det passer i det hele taget godt med min øvrige historiefilosofi om, at historien altid er til stede og kommer i mange forskellige former – og at udkast og doodles derfor har en lige så stor berettigelse som historiefortællere, som de færdige oliemalerier har.