Magtfulde monumenter

Lige nu foregår der et tiltrængt og længe ventet opgør med en del af de grumme og grimme sider af fortiden:

Savehandlers statue rives ned.

Nye vejnavne skal hylde slaveoprørere.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over de erindringskampe, der lige nu finder sted. De er vigtige og nødvendige!

Kampene er historiefagligt set også virkeligt væsentlige og jeg vil derfor gerne byde ind med lidt nuancer og tilstødende aspekter fra min egen forskning.

I 1842 var man gået igang med at samle ind til at lave en marmorstatue af juristen og politikeren A.S. Ørsted (bror til H.C. Ørsted). Betragtet fra den nuværende diskussion, var A.S. Ørsted ikke nær så kontroversiel som de mænd, der får smadret deres monumenter i den igangværende kamp. Inden hans død blev han dog alligevel temmeligt upopulær – i hvert fald i den den af befolkningen, der ønskede frihed til folket og som i 1848-49 var med til at skrive Danmarks første grundlov. Men i 1842 lå dette stadig ude i fremtiden og A.S. Ørsted var so far kun moderat upopulær.

Det var meget kostbart, at fremstille en statue i marmor og derfor skulle der samles penge ind. H.W. Bissen havde allerede lavet statuen i gips, men det ville selvfølgelig blive langt mere monumentalt og bestandigt med en marmorversion. Og flot, skrev Dansk Kunstblad i 1838. Det kunne kunstnerisk set blive et godt og spændende stykke kunst, fordi man på daværende tidspunkt endnu ikke rigtig havde set store helfigurstatuer af ægte, levende folk i Danmark. Og gipsfiguren var teknisk og kunstnerisk set en god statue, der egnede sig godt til at blive viderebearbejdet.

Men i 1842 var man også godt klar over, at marmorstatuer ikke er noget man laver bare for at have noget pænt at kigge på i næste uge – det er noget, man udfører for eftertiden. Og det er noget, der kan komme til at lyse tilbage på både den tid, den blev skabt i, og de mennesker, der skabte den. Det var i hvert fald de argumenter, der indgik i diskussionen om, hvorvidt statuen skulle finansieres eller ej. Spoiler: statuen blev ikke finansieret. I første omgang, i hvert fald. For siden er den blevet udført i både bronze og marmor og kan i dag ses i henholdsvis Ørstedparken og på Glyptoteket i København. Men altså, det skete først mange år senere i en helt anden politisk kontekst.

H.W. Bissens statue af A.S. Ørsted i Ørstedparken i København

I “Danske Politiske Breve” er der bevaret tre breve, der knytter sig til statuen. Brevene er fra den meget indflydelsesrige kunsthistoriker Niels Lauritz Høyen, som også var ham, der forsøgte at skrabe penge sammen til statuen. Fra Orla Lehmann, den nationalliberale politiker. Og fra Casper Paludan-Müller, der var rektor og historiker. I lyset af de nuværende diskussioner er det sindssygt interessant at, brevene giver et lille indblik i deres argumenter for og imod monumentet!

Orla Lehmann var jurist og politiker, og han var meget kunstinteresseret. Derfor blev han selvfølgelig spurgt, om han ville give en skærv til statuen – men dette måtte han altså afvise. Hans afvisning i brevet er interessant, fordi det nærmest dirrer af dilemma: skal det kunstneriske eller det politiske hensyn veje tungest!? Lehmann havde egentlig respekt for A.S. Ørsted som akademiker og tænker, og han havde helt sikkert lyst til at bakke op om Bissens arbejde – men kunne han nu også være sikker på, at det også ville blive ved med at forholde sig sådan? Lehmann var ganske bevidst om, at politisk kommunikation kom i mange former og derfor forudså han også, at det kunne give problemer, hvis han bidrog til at finansiere et monument over en mand, der stadig levede og som derfor stadig potentielt kunne nå at lave ballade inden sin død. Så som svar på Høyens indsamlingsforespørgel skrev han derfor bl.a.:

Orla Lehmann til N.L. Høyen, 9. maj 1842

Lehmann fik ret i, at Ørsted senere ville komme til at føre en politik, som Lehmann absolut ikke var enig i (og derfor tog han da heller ikke ligefrem initiativ til at finansiere et monument efter Ørsteds død). Men det lå som sagt endnu ude i fremtiden – så det interessante her er, hvordan monumentets eftermæle også indgår i diskussionen om dets etablering. Lehmann ville gerne anerkende den del af A.S. Ørsted som han respekterede – men hvordan kontrollerer man, at ens anerkendende intentioner ikke senere bliver misforstået?

N.L. Høyen var selv politisk vakt, men han var først og fremmest kunsthistoriker. Det bærer hans brev til Orla Lehmann derfor også præg af: Høyen er først og fremmest interesseret i at få finansieret statuen, fordi det teknisk og kunstnerisk set er et godt værk og fordi det ville være en karrieremæssigt god steppingstone for Bissen, at lave en stor marmorstatue. Jeg tror egentlig, at Høyen har mange af de samme politiske forbehold for motivet som Lehmann har – og jeg tror det er derfor, at Høyen nærmest fuldstændigt undlader at kommentere på, hvem statuen forestiller, da han skriver tilbage til Lehmann. Høyen fremlægger hele sagen meget teknisk og primært med fokus på de kunsthistoriske aspekter.

Casper Paludan-Müller var politisk set tættere på A.S. Ørsted en på Orla Lehmann – men erindringspolitisk set var han alligevel helt på linje med Lehmann. Også i hans brev er det helt tydeligt, at forespørgslen er et dilemma mellem at støtte en dansk kunstner i sit vigtige arbejde og at skabe et erindringssted for en politik, han ikke bakkede op om:

Casper Paludan-Müller til N.L. Høyen, 23. december 1842

Jeg synes, at især den sidste sætning er slående: statuen kommer ikke bare til at være et smukt kunstværk, den kommer også til at udgøre en historiefortælling, der indeholder realiteter, som ikke kan undsiges, hvis først de blæses op og forherliges i marmor. At skabe monumenter for eftertiden er ikke uden konsekvenser, så man må tænke sig godt om.

Marmorstatuen blev i første omgang ikke finansieret. Vi har ikke svarene fra alle de andre, der blev bedt om at donere penge – men at de dømme ud fra disse tre breve, så var der erindringspolitisk set for meget på spil. Historien fortæller, at da A.S. Ørsted i 1854 havde gennemtrumfet en meget lidt liberalt ønskværdig forfatning, skulle Bissen være blevet så rasende, at han ønskede gipsversionen af statuen smadret! En af hans medarbejdere havde dog fået kunstneren til at besinde sig og tillade, at statuen kunne pakkes langt væk på et aflukket lager, hvor han ikke behøvede at se på den – og det er efter sigende sådan statuen alligevel endte med at overleve.

Denne lille case fortæller ikke bare noget om en specifik omdiskuteret statue. Den fortæller også noget om, at der formentlig også er andre statuer, der aldrig blev til noget – gad vide hvilke helte eller skurke vi kunne være omgivet af i dag, hvis betingelserne havde været anderledes på lige præcis dét tidspunkt, hvor de skulle skabes? Det fortæller også noget om, at monumenter naturligvis aldrig er entydige – og heller ikke var det i deres egen tid. Og om de monumenter over stærke kvinder eller sociale mønsterbrydere som vi måske i dag kunne tænke os, men som ikke engang indgik i overvejelserne i samtiden fordi samfundet og idealerne jo som bekendt så ganske anderledes ud. Erindringskultur er sindssygt kompleks og det gør naturligvis også de erindrings-udkrystalliseringer, som monumenter udgør, sindssygt komplekse. Og derfor er det naturligvis også vigtigt, at vi kontinuerligt forholder os til dem.

Det her var selvfølgelig blot et lille og lidt overfladisk indpspil i en meget kompleks og vidtgående debat. Min fulde artikel om statuen er publiceret i Temp, hvis man er nysgerrig efter at vide mere om lige præcis dette monument og dets politiske kontekst.

A.S. Ørsted, udført i marmor af Vilhelm Bissen. Glyptoteket