Vores store pige elsker at høre musik og hun kan bruge virkelig lang tid på at sidde og lytte til alle mulige former for musik. Hun hører selvfølgelig masser af MGP og anden børnemusik, og jeg har naturligvis udstyret hende med den ekstremt lytværdige (også for voksne!) musik fra Sigurds Danmarkshistorie. Så hun går ofte og synger om stenalderen, Tycho Brahe og Grauballemanden. Det er genialt! Men derudover hører hun altså også ret meget andet – hun foretrækker dog, at det er piger der synger. Fordi hun er 5, tror jeg, og synes store piger, især dem med sminke og højhælede sko, er det fedeste i verden! Så jeg har naturligvis gravet dybt i musikbiblioteket og pusher al min gamle musikkærlighed i hendes retning. Med stor succes! Hun er nu kæmpe fan af Aqua og af Spice Girls. My work here is done, I have suceeded as a parent!

Matriklens dødsmetalmusiker er ikke helt så begejstret for min indoktrinering, men jeg nyder virkelig at kunne lytte til musik med hende. Det er så fedt at kunne dele ægte begejstring med hende over musik, som har fyldt rigtig meget i mit liv. Jeg elskede virkelig Spice Girls. Virkelig meget. Og jeg mindes stadig intenst følelsen af sorg og uretfærdighed over ikke at måtte komme til koncert med dem i København. Så Wannabe er lyden af mine sene barndomsår og jeg bliver sat totalt tilbage til turen i kiosken efter Spice Girls postkort, når hun smider dem på anlægget.

Hun lytter i øvrigt til musik i sin disc-man. Ja, disc-man. De findes stadig og den kører i bedste velgående. Den er især smart, fordi hun ret hurtigt kunne lære at bruge den. Det er ikke nødvendigt at kunne læse, for hun lægger bare den CD i, som hun gerne vil høre – hun behøver ikke kunne skrive og søge og have et Spotify-abonnement (hvordan gør andre overhovedet!?). Og så er det smart, fordi hele vores musiksamling stadig består af CD’er. Også selvom vi andre har lært at læse. Og jeg har naturligvis aldrig skilt mig af med hverken Spice Girls eller Aqua-cd’erne, ligesom Me&My, Daze og de tidlige udgivelser med Christina Aguilera stod klar i reolen til at blive genopdaget. Kun lettere støvede…

Nogle af mine venner fortæller ind i mellem, hvordan de blev introduceret til musik ved at lytte til Bruce Springsteen og Neil Young med deres far, og om hvordan Beatles bare er lyden af deres barndom. Folk med tilsvarende kulturel bagage ville måske også kunne mene, at mine piger kommer lidt tamt fra start, med dette overfladiske og tyggegummipoppede udgangspunkt. Nu er det jo ikke det eneste de hører, men jeg vil til enhver tid forsvare Spice Girls (og måske også Aqua, hvis man virkelig trykker mig på maven). Og særligt efter at have lyttet til det Spice Girls marathon som Sandie Westh lavede på radiokanalen P7 mix tidligere i år (ja, vi hører også radio. Vi er ret analoge på den måde…) genfandt for fuld sstyrke jeg min kærlighed til poppigerne. For fuck, hvor var de seje! Og hvor skal de bare have al mulig credit for at sparke gang i girl power-bølgen dengang i 90’erne! 4. bølgefeministerne i dag har helt sikkert også en stor del af deres kulturelle dannelse fra den verdensomspændende bevægelse, som Spice Girls satte igang. På den måde bliver Wannabe en naturlig forlængelse af sangen om Mænd fra Sigurds Danmarkshistorie, der handler om, hvorfor der ikke er nogen damer i historien. Cirklen er sluttet. Eller i hvert fald forlænget. Og så bliver jeg jo helt glad.

90erne er egentlig ikke særligt langt væk, og alligevel er det en form for fjern verden. Internettet havde endnu ikke slået igennem som allemandseje og en enkelt popgruppe kunne stadig sætte aftryk på verdenskulturen og på det danske bruttonationalprodukt. Jeg er ikke sikker på, at det stadig kan lade sig gøre. Musikmarkedet er blevet fragmentarisk, mulighederne er blevet for mange og man kan ikke længere købe tyggegummi med sin yndlingspopgruppe. What a shame! Men heldigvis kan man stadig roligt lade sig henføre til en nær fortid med et tryk på play.