I den forløbne uge har SMK haft travlt med at blive parate til den store åbningsfest, der har markeret “den største Guldalder-udstilling på dansk jord”, som det er blevet påpeget mere end én gang i mere end én sammenhæng. Og den er dælme også stor, så det manglede da bare med fest og fadøl! Guldøl, naturligvis, som jeg til min store glæde erfarede (gensynsglæde kunne jeg tilføje, for sammen med min hedengangne Roskilde-camp SMS GYDA har jeg kæmpet en sej kamp for guldøl, men det er en helt, helt anden historie…). I hvert fald blev udstillingen åbnet med et SMK Friday arrangement i fredags – et mega fedt koncept, hvor der bliver holdt fredagsbar med gratis entré og masser aktiviteter hele aftenen. Det trækker voldsomt mange mennesker ind i bygningen og det er jo bare pisse fedt. Jeg er ligeglad med om halvdelen primært kommer for at drikke fadøl, for det handler om at komme ind i huset og blive sådan en der ind i mellem går på museum. Så er det nemlig meget lettere at komme igen anden gang. Og det er man så blevet, sådan en der ind i mellem går på museum, også selvom det mest var fadøllen der trak i første omgang. Helt perfekt.

Og jeg skal da også gerne indrømme, at det var ret lækkert at iagttage den kø af kulturglade Kjøffenhavnere der mødte op for at se de hellige haller, som guldaldermalerierne befinder sig i. For selvom jeg faktisk ofte oplever en tilsyneladende oprigtig nysgerrighed og interesse når jeg fortæller folk om mit forskningsprojekt, så er der da også en del gange hvor 1800-tals forskning af en eller anden grund ikke lyder særligt sexet (eller anvendeligt) for de personer jeg taler med. Og apropos sexet, så er udstillingen blevet beklædt med et mageløst gyldent og lidt langhåret gulvtæppe. Jeg ved ikke om det ser flot ud, men det skaber i hvert fald en nice stemning (og god akkustik!) – jeg er dog spændt på hvordan det tager sig ud om et par måneder, når efterårsvejret og deraf følgende beskidte sko gør deres indtog. Den tid, den sorg I guess…

En af de andre medfølgende bonusser (boni?) ved SMKs udstilling: lige pludselig falder museumsfolk og kulturdebattører over hinanden for at forklare hvor væsentlig og spændende og interessant guldalderen er. Og så sidder man der midt i det hele og arbejder pludselig med lige netop dét der er in. Det sker ikke så tit for mig, kan jeg godt afsløre…

Den nye guldalderudstilling er ikke bare stor, den bryder også med nogle konventioner der har hersket i den kunsthistoriske guldalderforskning. Og det gør den faktisk primært ved at lægge sig tættere op ad historien, hvilket jeg naturligvis kun kan hilse velkomment. I denne udstilling bliver perioden udvidet med 14 år, hvilket betyder at 1850erne og første halvdel af 1860erne også kommer med, og da der virkelig er mange pudsige billeder fra den periode oven i alle de politiske, sociale og kulturelle skærmydsler der tegner tiden, så synes jeg det er ret fornuftigt at tage de par årtier med i købet. Det passer også meget godt med at jeg hele tiden ender med at interessere mig mest for den periode, og at de kunstnere jeg har valgt at fokusere på laver en del af deres interessante værker i den tid. De skal jo også lige fødes og uddannes og nå at komme igang med at male og sårn.

Og så er det nye også, at perioden afgrænses af historiske begivenheder, i dette tilfælde Københavns Bombardement i 1807 og slaget ved Dybbøl i 1864. Hidtil har perioden været mere uldent afgrænset opadtil af nogle kunstnere der døde i 1848. Men den historiske afgrænsning betyder, at guldalderen i denne udstilling mere får karakter af en historisk periode end af en kunstnerisk strømning og det er fedt, for det betyder også at kunstnerudvalget bliver langt mere mangfoldigt. For så længe guldalderen defineres ud fra hvem der maler ligesom Eckersberg, så bliver værkudvalget sgu også lidt tamt. Men nu hvor guldalderen “bare” er en historisk periode, så får vi også lov at se alle de andre kunstnere, der ikke malede ligesom Eckersberg, og det er meget sjovt at se hvor mangfoldig kunsten egentlig var. For det var altså lidt sådan før, at når man havde set ét guldaldermaleri, så havde man set dem alle. Lundbyes køer bliver jo ikke federe af at man ser dem gentaget af andre kunstnere, det gør de altså ikke.