Da jeg forleden besøgte mine svigerforældre faldt jeg over en helt eminent bog! Faktisk har jeg nok manglet den de sidste 3 år, men bedre sent end aldrig. Den hedder, som forsiden ovenfor afslører, Lege og Bo, og den er i praksis en guide til livet med små børn! (Hvis man hævder at kunne undvære en sådan brugsanvisning, så lyver man…) Den er fra 1966, og den er herligt normativ i sine beskrivelser af livet som småbørnsfamilie. Allerede forsiden afslører, at netop denne bog, er “En bog om børn i lejligheder og i enfamiliehuse. En bog om det rigtige miljø, det rigtige legetøj og de rigtige møbler.” Ikke så meget pis med individuelle behov og en mangfoldighed af muligheder – bare én velfungerende løsninhg. Shit, jeg kunne have sparet Google for mange forespørgsler, hvis jeg bare havde set denne bog lidt før!

Klart, jeg er semi-ironisk. For selvfølgelig er der ikke ét rigtigt stykke legetøj. Heller ikke selvom det er designet af Kay Bojesen. Men hvor kan jeg dog alligevel misunde at have været i en tid, hvor mulighederne ikke var så uendelige og meningerne så mange.

Og tænk engang at Kay Bojesens legetøj faktisk blev lavet som ægte legetøj (mindblow!). For det gjorde det vel – jeg har bare aldrig set de der aber foretage sig andet end at hænge til pynt. Og det er jo sjovt som nostalgien sådan bliver hængende, så dem der benyttede legetøjet som det oprindeligt blev tænkt, i dag kan have det stående i vindueskarmen til minde om gode barndomsstunder. Og vi andre kan så købe en nyproduceret version af samme vare, som sådan set er helt magen til, lige bortset fra i sit formål. For man leger sgu da ikke med en træ-abe til 800 kroner! Gad vide hvad vi finder på at udstille når jeg bliver gammel? Jeg håber ikke det bliver en replika af den Buzz Lightyear figur som Estrid netop har erhvervet sig, men hvem ved.

Apropos, så havde det nok været givigt at have læst ovenstående inden netop Buzz Lightyear flyttede ind på adressen. Bevares, han er da både sød og sjov, men nogen skønhed vil jeg nu ikke kalde ham. Og hvordan skal mine piger dog nu nogensinde blive smagfulde damer, når alt hvad de omgiver sig med er udformet i skrigende pink plastik og falske similisten!? 1-0 til alle de mødre der ikke gav efter for presset, men som beholdte deres røvsyge, men noget pænere!, babylegetøj i træ og med naturfarver…

Min 3-årige madamme trænger i øvrigt også til at læse den her del om, at kønsrollerne er (altså var. I 1966) ved at blive blødet lidt op. I hendes øjne kan piger kun gå med kjole og drenge er dumme! Selvom jeg er fælt konstruktivistisk anlagt må jeg jo nok indrømme, at det måske ikke er alt vi kan omforme med snak og gode hensigter. Tænk, at ovenstående stod skrevet allerede for 50 år siden og så er der stadig en opdeling mellem pige- og drengelegetøj i legetøjskatalogerne! Eller også er det bare en mere naturlig opdeling end jeg kunne ønske mig? Uanset, så synes jeg det er skønt at læse, at også drenge, dengang som nu, bør have en dukke – opfordringen er hermed givet videre!