Lad os lige slå én ting helt fast. Jeg. Elsker. DOKK1! Helt vildt meget. Den bygning er ubetinget det bedste der er sket for Århus siden GlobenFlakket opfandt deres hjemmelavede nutella med crunch. Og jeg er næppe den eneste århusianske småbørnsmor der er hovedkuls forelsket i dette mekka af aktiviteter, legepladser, viden, udstillinger, events og bøger. Og sygt gode croissanter, ej at forglemme.

Man kan også næsten altid finde en form for historie-udstilling et eller andet sted i huset. På den lille rampe i børneafdelingen hænger der lige for tiden en fin fortælling om dagplejens historie i Århus. Eller, det af den jeg nåede at se mens jeg skulle indfange et familiemedlem så i hvert fald fint ud. Jeg må granske den nøjere ved lejlighed.

Oppe ved madpakkerummet – mellem børneafdelingen og det lange område der altid er fyldt med flittige studerende – er der en lille tidslomme. Her kan man nemlig lege gamle dage, og det er altså et ret fint lille sted. Man kan lege kontor, med skrivemaskine og drejetelefon, man kan stemple og man kan finde alle de bøger man selv og ens forældre læste da vi var børn. Det er ren nostalgi, og også ret hyggeligt at luske rundt i selvom man ikke har børn med. Som jeg skrev i dette indlæg om børnebogs-selvcensur, så læser jeg meget gerne gamle børnebøger for mine piger. Det gode ved litteratur, også det til børn, er jo netop at det ofte er tidløst.

Men er man mere til at lade sig underholde af andre typer medier end dem man selv skal læse i, så står fortiden naturligvis også til rådighed. Man kan nemlig også lytte til en god historie på kassettebånd, eller spille på en eller anden form for meeega gammeldags spillemaskine (jeg ved ikke om det er en Nintendo eller en Commadore64 eller noget helt andet, så det tør jeg ikke lige sætte et navn på. Men det er oldskool!). Og ovre i teenageafdelingen er der faktisk også nogle spillemaskiner hvor man kan tæske hinanden i kampsport. Hvilket jeg mest nævner, fordi jeg gav Andreas klø, da han udfordrede mig…