DIY: Hjemmekarantæne-museum

Sørgeligt billede fra Roskilde Museums hjemmeside.

Der er virkelig mange ting jeg savner under den her Corona-karantæne – alle de små ting, som man næsten ikke lade mærke til før jeg, ligesom mange andre, blev sendt hjem den 11. marts og Danmark blev lukket ned. I det mindste er jeg spærret inde sammen med min familie og jeg har derfor adgang til selskab, kys og kram. Jeg tænker meget på dem, der sidder helt alene 🙁

Selvom det selvfølgelig ikke er fuldstændigt livsnødvendigt, så er noget af det jeg virkelig savner selvfølgelig at gå på museum! Og jeg glæder mig helt vildt til jeg igen kan daske rundt og se på gamle ting, trykke på knapper og høre røverhistorier fra gamle dage (jeg er selvfølgelig vildt begejstret over den besøgsstigning som museerne har oplevet de sidste par år, men forestil jer lige, at landets egnsmuseer stadig lå helt kedelige og ubesøgte hen og man derfor godt kunne få lov at besøge dem, fordi sandsynligheden for at flere end 10 ville samles på én gang var helt usandsynlig..? En form for omvendt ønsketænkning…) Mange museer har selvfølgelig været stjernegode til at omstille sig og kaste sig ud i alskens former for digital formidling – kulturbranchen er fandme sej på den måde! Så historieformidlingen ligger heldigvis ikke helt brak, men en YouTube-film er bare ikke helt det samme som den ægte vare.

For museets aller stærkeste kort er det fysiske nærvær. Det konkrete møde med en ægte, fysisk genstand. Materialitet og sanser. Kernen i det, som nu er helt forbudt. Og som jo egentlig altid er forbudt da man faktisk aldrig må røre ved genstandene på et museum! Det er et magisk paradoks. For visheden om, at den ægte vare står lige foran os og at vi kun er adskilt af et tyndt lag glas, en snor eller måske bare af den rene luft gør genstandens fysiske tilstedeværelse endnu mere mærkbar. Det er ret vidunderligt. Det er lidt ligesom med slikskuffen derhjemme, faktisk. Der ligger en kæmpe plade Marabou (forestil dig den lækreste version – jeg tænker på den med appelsin krokant) frit tilgængeligt. Det er bare at åbne skuffen og nappe et stykke. Men det går ikke. For chokoladen skal gemmes til fredagsslik på fredag. Og det er stadig onsdag. Og hvis du åbner pladen, selv det mindste, så opdager børnene det på fredag. Og så er du afsløret! Og udskammes. Så nu ligger chokoladen dér i skuffen og skriger med sin tilstedeværelse. Hver gang man går ud i køkkenet kan man mærke, at den er der. Også selvom skuffen er lukket. Også selvom det stadig er onsdag. Det er ret vildt!

MEN i stedet for at græde salte tårer over udsigten til endnu en måned uden museumsbesøg (og som præventiv aktivitet for at undgå at tømme slikskuffen) kan du heldigvis nemt lave dit eget museum derhjemme! Din egen lille verden er nemlig også fyld med mageløs kulturarv som handler om både dig selv, om dine nærmeste og om den store verden. Så på bedste blogger-DIY-manér kommer her en mini-guide til at lave dit helt eget hjemmekarantæne-museum (naturligvis organiseret efter de fem museumssøjler: indsamling, registrering, forskning, formidling og bevaring):

Først skal du selvfølgelig indsamle genstande. Man tror måske det er nemt, for stuen er fuld af ting og sager – men hvad skal man vælge? Og hvorfor? Hvilken historie vil man gerne fortælle? Hvad er vigtigt? Og for hvem? Det er mere vanskeligt end man tror, men ikke umuligt. Jeg har valgt en plasticbøtte, en sovseskål og en lavalampe.

Så skal tingene registreres. Det er normalt en virkelig vigtig del af museumsarbejdet, da registreringen er indgangen til det evige magasin-land. Skulle en genstand ende på den yderste hylde i det bagerste lagerrum så er den alligevel ikke glemt. Den genfindes nemt (okay, i princippet i hvert fald) i registreringssystemet. Og her er årsagen til, hvorfor netop denne genstand er indsamlet også nedfældet. Og proveniensen, som er genstandens livshistorie, skal også skrives her. Jeg ville ønske, at jeg oftere havde lavet den slags registreringer for mine ting – især dem, som ikke helt i sig selv afslører, hvad de er. Gamle dimser til IKEA-møbler f.eks., som man jo aldrig ved om man en dag får brug for og derfor gemmer, men som efter kort tid viser sig at være fuldstændigt umulige at huske hvad er. Men jeg har desværre ikke pt. et aktivt hjemme-registreringssystem, og derfor må dette blogindlæg gøre sig ud for databasen i denne omgang. Så altså: Plasticbøtten fandt jeg på køkkenbordet, hvor den lige var kommet ud af opvaskemaskinen. Oprindeligt er den nok købt i Føtex og den er udført i BPA-fri plastic. Den bruges som regel som madkasse eller til rester. Sovseskålen har jeg arvet, den er lavet af porcelæn på Den Kongelige Porcelænsfabrik og bor øverst i skabet. Bruges normalt som suppeskål (!). Lavalampen fik jeg for omtrent 20 år siden. Tændes kun sjældent men virker stadig. Skal dog have en prominent plads fremover.

Og så til forskningen. Forskning er jo min primære arbejdsbeskæftigelse for tiden (når jeg ikke lige agere børnehavepædagog / konfliktløser / cirkusklovn / hittepåmager / kok), og derfor ville jeg under normale omstændigheder heller ikke tillade det følgende, men verden er nu engang lidt besværligt indrettet for tiden. Derfor må forskningen i hjemmekarantæne-museet primært være internetbaseret (okay, det er den ofte også i virkeligheden) eller bero på de bøger, der nu måtte forefindes i hjemmet. Desværre har jeg ingen bøger om lavalamper. Endnu mere desværre tror jeg slet ikke der findes bøger om lavalamper! Men internettet er heldigvis fuld af informationer om alt mellem himmel og jord, så det må nok kunne lade sig gøre at blive i hvert fald en lille smule klogere på dine indsamlede genstande. Al den nye information skal du i første omgang bruge til to ting: 1) til at have det for vildt over, at de ting du har stående derhjemme, giver adgang til en hel masse viden om verden og om fortiden! Det er så vidunderligt, at jeg gennem min sovseskål kan lære om produktionsmetoder, om industrihistorie, om kvindehistorie, om kunsthåndværk og alt muligt andet spændende. Og 2) til at formidle dine indsamlede genstande i dit hjemmekarantæne-museum.

For så kommer vi nemlig til formidlingen. Det er nok min yndlingssøjle, hvis jeg absolut skal vælge (og det skal jeg selvfølgelig ikke, men det giver sådan en god dramatisk effekt). Det havde I nok også gættet. Jeg har valgt, at mine genstande skal formidles i en udstilling. Herhjemme, selvfølgelig. Til det har jeg brug for en piedestal og en rolig baggrund – jeg har valgt en gammel vinæske af træ og mine nymalede vægge.

Min udstilling bærer nok præg af, at jeg har været på mange kunstmuseer på det seneste. Så der er sådan lidt solo-fokus på de enkelte genstande, der ikke sættes så meget i forbindelse med andre genstande. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at min samling pt. kun består af tre ting og at deres primære overlap er, at de alle tre befinder sig hjemme hos mig… Mine tre genstande er nu sat på piedestal så man for alvor får øje på dem og så de ikke drukner i alt det andet hverdagsroderi herhjemme:

Plasticbøtte fra Sistema. Bøtten er på den ene side ikke særligt personlig og jeg har ikke noget nært forhold til den – alligevel afsløres den hurtigt som en personlig genstand, fordi den i kraft af sin funktion som madkasse har fået påsat et navneskilt. Men den er ikke dyr, den har ingen affektionsværdi og jeg ville egentlig ikke blive specielt ked af det hvis den forsvandt, omend nok lidt irriteret. Det er en ret god bøtte. Til gengæld fortæller den os noget om materialeudvikling. Den er lavet af plastic som jo er et relativt nyt og egentlig ret fascinerende materiale, sådan kulturelt set. Det kemiske har jeg ikke så meget forstand på. Plastic har i den grad ændret verden – og udviklingen af hvad man snart selv kan printe af plasticdimser derhjemme med en 3D-printer kommer til at ændre verden endnu mere! Plastic er også interessant fordi det på den ene side er totalt uforgængeligt og på den anden side er sindssygt svært at bevare. Det forvitrer og bliver mærkeligt, men det forsvinder ikke. Mange moderne dimser (som min bøtte) er lavet af plastic, og derfor skal de selvfølgelig også indsamles til museerne, men de er svære at bevare for eftertiden.

Min bøtte kan også fortælle en lille historie om miljøbevidsthed. For det er jo ikke uden tanke, at mine børns madpakker transporteres i BPA-frie, genanvendelige bøtter frem for stanniol og engangsfryseposer. Det er selvfølgelig fordi jeg prøver at tænke mig om når det kommer til miljøet. Om det er den rigtige løsning ved jeg ikke, men det er i hvert fald interessant at det er en genopdaget løsning. Madkasser er jo ikke nogen ny opfindelse, til gengæld har de måske været lidt glemt under fast-food-brug-og-smid-væk-alt-skal-være-uforpligtende epoken. Men nu har de i den grad fået en renæssance!

Sovseskålen er en del af et stel fra Det Kgl. Porcelænsfabrik. Jeg ved desværre ikke hvad det hedder (internettet er alligevel overraskende informationsløst!) men mon ikke det hedder noget ala Lyserød Buket eller sådan noget. Jeg har hele stellet, som jeg har arvet fra min bedstemor. Da hun døde var jeg godt nok ikke klar over, at jeg sådan skulle arve et porcelænsstel, men det har jeg åbenbart engang givet udtryk for, at jeg gerne ville (formentlig da jeg var 7 og stadig elskede lyserøde blomster…) så hun havde troligt gemt det til mig. Ret rørende! Vi bruger stellet som hverddagsstel, for ellers ville det aldrig komme frem og det synes jeg ville være synd. Skålen er formelt set en sovseskål, men vi plejer i stedet at bruge stellets mælkekande til sovs og disse to skåle som suppeskåle – total disruption, I know, men i praksis fungerer det bare bedst. Jeg tror også, at bedste ville approve. Man skulle tro, at det var en skål der stod oven på en tallerken, men det er det ikke – de sidder sammen, og det er jo smart når man tager sovs, for så drypper man ikke. Og når man spiser suppe kan man lægge skeen på underdelen når man skal smørre (endnu) mere smør på sit brød. Det er også smart.

Jeg er ret fascineret af Det. Kgl. Porcelænsfabrik (som jo i dag går under navnet Royal Copenhagen, der er efterhånden er lidt af et konglomerat af flere gamle danske fabrikker.) fordi alt derfra har sådan en aura af både statelighed, finesse og godt håndværk over sig. Jeg har samme fascination for Georg Jensen. Og så er det jo en vildt gammel fabrik (grundlagt i 1775) som dermed også har bevæget sig gennem industrialiseringen, gennem masseproduktionshelvede, gennem globalisering, gennem robotificering og alt muligt andet. Endnu bestående og endnu porcelænsproducerende. Da jeg var barn tog min mor mig med på rundvisning derinde (ja, jeg var et mærkeligt barn. Min bror kom på rundvisning på Toms Chokoladefabrik. Det gad jeg nu også godt have været…) og jeg har altid været vildt fascineret af, at der sad knalddygtige damer og håndmalede de små fine blomster. Knalddygtige og totalt underbetalte – i hvert fald i 1970erne, hvor de strejkede og protesterede over deres usle forhold – det kan man læse lidt mere om hos Arbejdermuseet.

Og så er der min lavalampe. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg fik den, men jeg kan tydeligt huske at det var et kæmpe ønske! De var vildt populære, men også ret dyre lige da de kom frem – men til sidst blev mit liv altså også beriget. Man kunne få dem i mange forskellige farver, nogle havde sågar også farvet væske. Men min er altså med gennemsigtig væske og blå … blopdims? Slim? Jeg kender ikke den korrekte kemiske betegnelse for indholdet, men det er i hvert fald noget der smelter, når det bliver varmet op. For hele fidusen med sådan en lavalampe er jo, at man tænder den og så venter man. Og efter noget tid, måske tre kvarter, så er lampen blevet sygt varm og så begynder det blå blop at bevæge sige ligeså stille op og ned inde i lampen. Det er meget rart at se på, helt meditativt – lidt ligesom at kigge på et akvarium. Af en eller anden grund har jeg aldrig smidt lampen ud, heller ikke selvom den nærmeste ikke har været i brug siden jeg flyttede hjemmefra. Det er ikke fordi der knytter sig nogen vild personlig historie til den, jeg tror bare altid jeg har fundet den for sjov til at smide ud. Det er jo virkelig et klenodie fra start 00’erne! Og den stod på sindssygt mange børne- og ungdomsværelser dengang. Det er virkelig en tidsmarkør som alle mine jævnaldrende ville kunne genkende og smile lidt over.

Den er også interessant, fordi jeg er spændt på, om den på et tidspunkt ikke længere er mulig at anvende. Jeg undrer mig over, at det der blop stadig fungerer efter så mange år, men det er tilsyneladende ret uforgængeligt – til gengæld ved jeg ikke hvad jeg gør, når ‘varmekilden’ går i stykker. ‘Varmekilden’ er nemlig bare en glædepære, som jo bliver helt vildt varm når den er tændt. Men glødepærer er jo i mellemtiden blevet en sagablot og jeg er ikke sikker på, om en elsparepære eller en LED-pære kan løse opgaven. De bliver vel ikke varme nok? Så måske er det lidt ligesom med lysbilleder – de ligger stadig og putter sig i kasser rundt omkring, men fremviserne er for længst gået i stykker så billederne kan ikke længere vises. På et tidspunkt lider min lavalampe nok samme skæbne – bloppet består, men blopaktiveringen forgår.

Fraklip, backstage.

Tilbage har vi så bevaringen. Jeg har stillet mine tre indsamlede genstande på plads igen, der hvor jeg fandt dem. Og så vil jeg prøve at passe godt på dem fremover. For nu er de ikke længere bare tilfældige ting i mit hjem, nu er de også små stykker historie der er blevet genopdaget og har fået nyt liv. Eller fornyet opmærksomhed, i hvert fald. En slags omvendt Marie Kondo-metode, hvor man tilfører endnu mere indhold og affektionsværdi til tilfældige ting fra hjemmet og dermed får endnu sværere ved rydde op og skille sig af med dem. Beklager 🙂