Detaljer: Marstrands kirkefærd

SallyUncategorized

Jeg siger ofte, at jeg jo ikke har forstand på kunst –  og det har jeg altså heller ikke. Men her to år inde i et ph.d.-projekt, der handler om gamle kunstværker, vil jeg da gerne medgive, at jeg er blevet væsentligt bedre til at sige noget tilnærmelsesvis kvalificeret om de her gamle malerier og jeg er også begyndt at holde vældig meget af dem. Ikke kunst som sådan, jeg bliver stadig meget utålmodig og rådvild når jeg forvilder mig ind i en udstilling med moderne kunst – men det her guldaldernoget begynder jeg at få en fornemmelse for. På min egen flade historiker-agtige måde, i hvert fald. For dybest set, så er det jeg aller bedst kan lide ved de her guldaldermalerier, at man kan se hvad de forestiller (wow, hvilken åndelig og akademisk indsigt, hva!?). Det er fedt, at det ligner noget rigtigt og at man ikke skal tænke sig til hvad alle mulige abstrakte figurer symboliserer. Det passer mig helt fortrinligt, at jeg kan vade direkte ind i motivet og gå på opdagelse i fortiden. Kunsthistorikerne kan selvfølgelig stadig sagtens se alle mulige symboler og budskaber i motivet, men det ændrer jo altså alligevel ikke ved at et træ rent faktisk ligner et træ (uanset om det så i tillæg måske også symboliserer kongen eller sådan noget).

Derfor kan jeg også ret godt lide det her kæmpe maleri som Wilhelm Marstrand malede i 1853 og som man kan bruge laaang tid på at stå og glo på. Fordi der er så meget at få øje på – det er jo nærmest sådan et helt myldreagtigt billede ála Find Holger (men jeg har altså ikke fundet ham. Endnu.). Det bærer den mundrette titel Kirkefærd i Dalarne i Sverige. Til Leksands sognekirke i Dalarne kommer folket i deres store kirkebåde over Siljansøen om søndagen til gudstjeneste (en anden fed feature ved guldaldermalerierne er de meget lange og super deskriptive titler. Så kan man ligesom bare fise af med alle sine tolkninger, for motivet er jo allerede angivet i titlen. Ret smart!). Det er en del af SMKs egen samling og kan derfor findes online her – og lige for tiden indgår det så også i Guldalderudstillingen.

Marstrand var en af de nationale kunstnere, men han var egentlig ikke så optaget af at hans kunst skulle være nationalpolitisk. Han var mere optaget af fædrelandet på sådan en oldskool patriotisk måde, og han ville rigtig gerne have, at de danske kunstnere skulle blive dygtige så at man i udlandet kunne gøre sig bemærket for det særligt gode danske kunstarbejde. Men det var ikke fordi, han ville bruge kunsten i et nationalistisk ærinde, som nogle af de andre kunstnere var optagede af, han ville bare gerne skabe rammerne for at kunsten kunne få et tilstrækkeligt højt niveau. Og så måtte man tage sig af alt det politiske on the side – de politiske forhold skulle ikke blandes sammen med det kunstneriske arbejde, hvis man spurgte ham. Han skriver det selv meget godt i et brev til kollegaen Constantin Hansen fra 1847: “De [forskellige politiske spørgsmål] have vel stor Betydning ogsaa for os, som Borgere, men ikke som Kunstnere.” Og selvom det lyder sådan lidt forblommet (det gør de alle, det var bare datidens lingo) så er han altså også ret grineren. Især i sine malerier og tegninger, der ret ofte har en eller anden pudsig eller skør detalje med nogen der rækker tunge eller opfører sig uanstændigt.

Nå, men altså. Så stod jeg så der og kiggede på det her billede. Og fik øje på alt muligt. Og især fik jeg øje på en helt masse kvinder i mange forskellige situationer, detaljeret beskrevet med Marstrands pensel. Ammende mødre, hjælpende hænder, forventninger og andre små motiver. Det slog mig også, at der ikke er noget sted i motivet, hvor mænd og kvinder henvender sig til hinanden! Er det ikke mærkeligt? Kvinderne henvender sig til hinanden og til børnene, og mændende henvender sig til hinanden. Men der er ingen møder på tværs af kønnene. Og jeg ved ikke hvorfor. Måske er det af en eller anden religiøs grund der knytter sig til den her kirkefærd eller måske havde de bare ikke noget at tale om? Måske er det en form for feministisk kampvisualisering, hvor Marstrand understreger den svenske søstersolidaritet! Måske. Helt tilfældigt er det nok i hvert fald ikke. Uanset, så er der masser af andre fine små udsnit, se bare her:

En dame sidder og ammer sit barn. Hun stener virkelig meget og ser super træt ud. Jeg genkender virkelig den der følelse fra mine barsler!

 

Nogle damer hjælper lige hinanden med at få den hvide kyse sat på plads. Der er viiiirkeligt mange hvide kyser på det her billede!
Og der er også nogle børn der skal have orden på kyse og tørklæde. Den der nissehueagtige hat, som barnet med den gule kjole har på er ret sej. Og hvad sker der for hende ved siden af, der himler med øjnene? Religiøs ydmyghed eller utålmodig tween?
De her to knægte er virkelig sjove! Hvad sker der for, at han bare lægger sig fladt ned på maven og drikker som en anden hund!? Jeg havde nok lavet tricket med lige at forme en skål af hænderne og føre den op til munden, hvis jeg virkelig var blevet så tørstig, så jeg kunne undgå at få for meget sand i munden. Måske tænker ham den anden knægt, at han vil prøve med en anden approach hvor han i stedet bruger sin hat som kop?

 

Her er det ret tydeligt, at mænd og kvinder ikke henvender sig til hinanden selvom de står helt tæt sammen. Ikke engang ham der er ved at få rettet sin krave kigger på den dame, der hjælper ham. Og yderst til højre er der et ret sejt eksempel på en slyngemor der bærer sit barn på ryggen. Det har jeg også gjort, men mine piger havde ikke en helt lige så chillet vikle, de havde det – bogstaveligt talt – væsentligt mere stramt i min fastvikle. Den der hængekøjeagtige rygsele ser nu ellers ret comfi ud!