For mindre end tyve år siden var det stadig lovligt at stikke sine børn en kindhest hvis ikke de gjorde som der blev sagt. Revselsretten blev først ophævet i Danmark i 1997, så selvom mine forældre selvfølgelig ikke gjorde det, så havde det egentlig været ok hvis de stak mig en flad…

Det er ret mærkeligt at tænke på, og i min verden virker det som en uendeligt gammeldags og forældet måde at håndtere en konflikt på. Faktisk ligger det mig så fjernt, at jeg i min store piges møde med konceptet har taget mig selv i at famle efter søforklaringer og gribe til decideret selvcensur!

Når vi hører ‘En pige gik i enge’ (og det gør vi tit, for Sebastian Klein har indspillet den i en version der egentlig var ok de første 30 gange…) og rammer slutningen af andet vers, har hun som regel er spørgsmål klar. Teksten lyder nemlig “I aften når jeg kommer hjem, åh ja, kommer hjem, så vil min moder slå“. Og Estrid kan naturligvis ikke forstå hvorfor moren slår. Det må man jo ikke! Og så kan man ellers høre mig forsøge at forklare en 2-årig hvordan sociale og kulturelle konventioner udvikler sig over tid og at der altså var engang hvor moren godt måtte slå selvom man selvfølgelig aldrig må slå nu…

Endnu værre går det når vi læser “Godnat Amalie”, som er en gammel svend fra 1960. Den kan jeg ellers meget godt lide, da den indeholder et fuldstændigt utvetydigt budskab om at man skal blive i sin seng når man er blevet puttet så far og mor uforstyrret kan spise kage i stuen. Ret vigtig pointe. Det kan Amalie naturligvis ikke finde ud af, og da hun har forstyrret aftenkaffen tilpas mange gange lyder teksten:

“Og hvis du ikke lægger dig til at sove nu, ved du så, hvad der sker med dig?” “Så mister jeg mit arbejde?” sagde Amalie. “Nej,” sagde far. “Så får jeg smæk?” sagde Amalie. “Netop!” sagde far.

Og jeg kan altså ikke få mig selv til at sige det med smæk. Totalt politisk korrekt, hyklerisk selvcensur, jeg ved det. Men når jeg læser godnathistorie, så får Amalie altså bare skældud…