Jeg har netop overværet et fabelagtigt lysbilledshow på Aarhus domkirke! I anledning af kulturhovedstadstitlen og Den Gamle Bys kommende byhistoriske udstilling Aarhus Story (åbner 12. April) blev domkirken klædt i lys og lyd fra top til tå i hele 25 min.
Forestillingen bestod af 5 små film, som fortalte historien om Århus fra vikingetid til fremtid. Historierne var ret simple og de faktuelle oplysninger sparsomme, til gengæld var den samlede oplevelse imponerende. Det var ret vidunderligt at sidde der på Bispetorv og lad sig føre med på en rejse fra byens grundlæggelse og gennem både fremgang og hårde tider. Der var sågar en sekvens om pestens hærgen, og selvom jeg endnu engang måtte se en rotte fremstillet som den store forbryder (en teori jeg ikke selv abonnerer på, men det er en anden snak), så smeltede mit hjerte lidt ved synet af en pestlæge der blev blæst op på hele domkirkens tag.
Jeg tror godt nok aldrig der har været pestlæger af den slags i Danmark, men byldepesten er og bliver en af mine første historiske forelskelser, så jeg kunne jo kun se begejstret til!
Filmen blev akkompagneret af musik af bl.a. DJ Static. I weekenden fremfører han det live, men til den tid holdes jeg som sofagidsel af mine børn, så jeg må nøjes med højtalerversionen. Det kunne nu altså virkelig også noget – den hardcore blanding af hip hop og elektronisk musik gjorde hele forestillingen meget levende og moderne. Der var ikke særlig meget vokal, men den smule tekst der var underbyggede i enkelte strofer den fortælling der blev fremført.
Der var masser af folk til stede, og selvom de næppe efterfølgende kan genfortælle nogen stor historie om Aarhus gennem tiden, så blev de alligevel har også lokket med på en tidsrejse pakket ind i lækker musik og spektakulær animation. Og det er da ret fornemt sådan at kunne få stillet både intellektuelle og oplevelseshungrende behov på sådan en helt almindelig onadag!
I first-mover kommunen Haderslev havde de i øvrigt gang i en lignende forestilling ved Lysfesten i 2015. Jeg så det ikke live, men blev meget betaget af optagelsen som kan ses på YouTube.